Professionelle indkøbere: Hvad bringer 2025?
På årskonferencen for Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI) blev deltagerne bedt om at løfte sløret for, hvad de har af grønne nytårsforsætter i 2025 ude i deres organisationer.
Resultatet er ret markant – og meget interessant. Arrangørerne har samlet alle input og har kategoriseret dem i følgende overordnede temaer. Og der er nok at tage fat på – et vidtforgrenet spektrum af arbejdsindsatser … Rigtig god arbejdslyst og godt nytår:
-
Politikker/strategier
-
Uddannelse/adfærd
-
Grønnere IT
-
Samarbejde med leverandører
-
Tværgående samarbejde
Er du nysgerrig om flere detaljer – så læs mere her:
Politikker og strategier
Udvikling af klare, ambitiøse politikker og strategier er et gennemgående tema. Flere vil arbejde på at udvikle en indkøbspolitik med konkrete grønne mål og få flere grønne krav i udbud. En vigtig prioritet er også at få fastlagt baselines – et overblik over, hvor det giver størst mening at starte.
Uddannelse og adfærd
Der er stor opbakning til at styrke uddannelse og adfærdsændringer internt i organisationerne:
- Indkøbere, både centrale og decentrale, skal klædes bedre på til at implementere grønne indkøbspolitikker.
- Deltagerne foreslår adfærdsændringer som at købe mindre, tænke over ressourcer og fokusere på forbrug med omtanke.
- Et helt konkret tiltag er at lukke indkøbsportalen i sommerferien for at skabe incitament til at bruge eksisterende materialer i stedet for at købe nyt.
Grønnere IT
Grønnere IT er et centralt emne. Her blev der peget på vigtigheden af at:
- Gennemføre baseline-beregninger for CO2-udledning fra hardwareindkøb.
- Arbejde med levetidsforlængelse og genbrug af hardware for at reducere klimaaftrykket.
Samarbejde med leverandører
Deltagerne fremhæver også, hvordan et tættere samarbejde med leverandører kan støtte den grønne dagsorden.
- Flere ønsker at vejlede især små og mellemstore virksomheder i, hvordan de kan imødekomme bæredygtighedskrav.
- Markedsdialog nævnes som en vigtig strategi, ligesom fokus på data og gennemsigtighed i samarbejdet er fremhævet.
På tværs af organisationer
Tværgående samarbejde mellem kommuner og organisationer fremhæves som afgørende for at undgå at skulle opfinde “den dybe tallerken” flere steder. Deltagerne efterlyser blandt andet flere tværkommunale og tværsektorielle projekter, der kan støtte den bæredygtige dagsorden og fremme videndeling.
Kilde: Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb

