Patruljebiler på el
Efter en forsøgsperiode i fire politikredse med elbiler i det daglige beredskab har politiet besluttet, at politiets patruljebiler også skal kunne køre på el.
I lidt over et år har en række betjente i politiets beredskab sluttet arbejdsdagen af med at sætte patruljebilen i stikkontakten. 10 patruljebiler fordelt på fire politikredse er nemlig blevet testet i forskellige scenarier for at høste erfaringer med elbiler i det daglige patruljearbejde i politiets beredskab.
TEST. – Vi har testet 10 VW ID.4 på alle leder og kanter – alt lige fra rækkevidde, accelerationsevne, bagagerumsplads og meget mere. Konklusionen er klar. En stor del af vores patruljekørsel kan elbiler løse lige så godt som vores nuværende patruljebiler. Derfor har vi besluttet, at politikredsene fremover skal kunne bestille elbiler på lige fod med de klassiske dieselbiler”, siger politiinspektør Jens Yndgaard fra Rigspolitiets Center for Flåde- og Materielstyring.
300.000 kilometer patruljekørsel er blevet analyseret. Det er politikredsene Midt- og Vestjyllands Politi, Østjylland Politi, Københavns Vestegns Politi samt Københavns Politi, der har testet de emissionsfri patruljebiler. De fire forskellige politikredse blev valgt ud fra de forskellige operative kørselsbehov, der er i disse politikredse.
Grøn omstilling er godt i gang. Politiet er, ligesom den øvrige del af samfundet, i forvejen i gang med den grønne omstilling. Det har allerede resulteret i, at en god del af de mere administrative biler kører på el.
– Det er glædeligt, at vi også i beredskabet kan blive mere grønne uden at gå på kompromis med opgaveløsningen. Det svært at vurdere, hvor hurtigt omstillingen til emissionsfri køretøjer kan komme til at ske, da der er mange hensyn at tage, men vi arbejder ligesom øvrige myndigheder benhårdt på at nedbringe vores CO2-aftryk, siger Jens Yndgaard.

