Offentlige udbud: Små & mindre virksomheder tilsidesættes
Ny analyse peger direkte på ”fællesindkøb” og ”manglende politisk retning”, når det skal forklares hvorfor hensynet til de mindre virksomheder tilsidesættes når der købes ind til det offentlige i Danmark. Analysen er fra SMVdanmark, og fortæller historien om, at det er kommunerne selv, der peger direkte på fælleskommunale indkøbsaftaler, særligt gennem SKI, som en central forklaring på de manglende hensyn til de mindre virksomheder.
Indkøbsaftaler effektiviserer processen, men reducerer samtidig det lokale råderum og gør det sværere at tilpasse udbud til mindre leverandører. Hertil kommer bekymringer om øget administration samt fraværet af nationale mål.
MANGEL PÅ POLITISK RETNING. – Der mangler en klar politisk retning. Uden nationale pejlemærker, konkrete mål og systematisk opfølgning vil udbuddene fortsat være indrettet på en måde, der strukturelt favoriserer de store virksomheder, siger Alexander Søndergaard, der er underdirektør i organisationen SMVdanmark.
Analysen dokumenterer, at hensynet til små og mellemstore virksomheder i kommunale udbud er begrænset og præget af manglende systematik. I praksis afhænger hensynet ofte af den enkelte indkøbers personlige tilgang frem for at være forankret i klare politiske mål, strategier eller faste procedurer. Det er på trods af, at kommunerne er forpligtet til give de mindre virksomheder reel mulighed for at være med ud fra et følg-eller-forklar-princip.
INGEN ANELSE. Mange kommuner har ingen anelse om eller overblik over, hvor stor en andel af deres kontrakter der faktisk tildeles SMV’er. Det læser SMVdanmark som en klar indikator for en manglende og til dels lav prioritering af området.
– Hvis man ikke engang måler på, om SMV’er får del i de offentlige kontrakter, så er det svært at tage snakken om, hvordan man vil forbedre adgangen. Det afslører et grundlæggende manglende fokus, siger Alexander Søndergaard.
DE STORE FAVORISERES. – Der mangler en klar politisk retning. Uden nationale pejlemærker, konkrete mål og systematisk opfølgning vil udbuddene fortsat være indrettet på en måde, der strukturelt favoriserer de store virksomheder, siger Alexander Søndergaard.
Hensyn stopper tidligt i processen. Når kommuner faktisk tager hensyn til SMV’er, sker det typisk i den tidlige fase af en udbudsproces. For eksempel ved at der undgås unødigt høje krav til økonomisk kapacitet eller ved at opdele udbud i delaftaler. Til gengæld spiller hensynet til de små næsten ingen rolle i de senere faser, herunder ved evaluering, tildeling og opfølgning.
SMVdanmark: Uden konkrete mål, bedre data og en mere bevidst prioritering risikerer udbud fortsat at være indrettet på en måde, der strukturelt favoriserer større leverandører.

