Naturen har ikke tid til at vente længere – det er nu, vi skal handle

“Produktionen af din nye klimavenlige t-shirt skal ikke skade naturen – En måde, man skruer ned for energiforbruget i tekstilindustrienpå, er ved at bruge store mængder skadelig kemi, som havner i naturen.
Folketinget bør i tekstilhandlingsplanen sikre, at vi ikke forværrer andre miljøkriser i forsøget på at løse klimakrisen.”

Martin Fabiansen, Direktør for Miljømærkning Danmark efterlyser et helhedssyn på at løse klima- og miljøudfordringerne inden for mode- og textilindustrien – han skriver meget aktuelt og ret tankevækkende i dagens udgave af Dagbladet Information:

Biodiversitet, vand, mad, sundhed og klimaforandringer. Verden står i en lang række globale kriser, der er tæt forbundne, og som forstærker hinanden. Og derfor er det meningsløst og kontraproduktivt at forsøge at løse dem med separate indsatser. Det understreger en ny rapport fra FN-biodiversitetspanel, IPBES.

Det gælder også for mode- og tekstilindustrien, som er en af de industrier i verden, der bruger flest ressourcer og forurener mest. Derfor er det afgørende, at den kommende nationale handlingsplan for tekstiler ikke alene fokuserer på klimaet. Ellers risikerer vores indsatser for at nedbringe CO₂-udledningen samtidig at gøre skade på natur og biodiversitet.

Hvis vi for eksempel ser på produktionen af T-shirts, handler det om meget mere end blot CO₂. En af de vigtigste parametre for en mere bæredygtig T-shirt er, hvor mange gange den bliver brugt. En tyndere T-shirt vil ofte have et lavere CO₂-aftryk i produktionen, men vil hurtigere miste formen eller blive tyndslidt. Samtidig ved vi, at man i produktionen kan skrue ned for energiforbruget ved at bruge store mængder skadelig kemi, som havner i naturen.

I arbejdet med Svanemærket er der altid fokus på at afbalancere krav, der tilgodeser de globale kriser. Det betyder også CO₂-gevinster. For eksempel viser beregninger fra Viegand Maagøe, at man sparer 15  procent CO₂ ved at vælge en svanemærket sports-T-shirt fremfor en gennemsnitlig T-shirt. Og samtidig er der taget højde for at passe på natur, vand og biodiversitet.

Erfaringerne fra Svanemærket viser, at det er en kompliceret opgave at stille krav til alle de parametre, der har betydning for de forbundne miljø- og klimaudfordringer. For det betyder, at man er nødt til at se på hele produktets livscyklus.

Det ændrer dog ikke på, at det er en bunden opgave. Og fra Svanemærkets side kan vi kun sende vores stærkeste opfordringer til Folketinget om at tænke dette helhedsperspektiv ind, når tekstilhandlingsplanen skal udarbejdes.

Naturen har ikke tid til at vente længere – det er nu, vi skal handle.

Del dette med dit netværk: