Når virksomheder stiller grønne krav til andre virksomheder!

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at tre ud af fire SMV’er mener, at klima og miljø bør være et konkurrenceparameter, når det offentlige sender opgaver i udbud. Alligevel indgår klima- og miljøhensyn sjældent i offentlige udbud. Skal vi gå en grønnere fremtid i møde, skal vi også have de offentlige udbud med på vognen. Hvad er det, vi venter på?

Det offentlige køber årligt ind for 378 mia. kr. svarende til 17 storebæltsbroer. Samtidig består over 90 procent af de danske virksomheder af små- og mellemstore virksomheder, hvoraf størstedelen er familie- eller ejerledede virksomheder. 75 pct. af dem mener, at hensyn til klima og miljø bør være et konkurrenceparameter, når det offentlige sender opgaver i udbud.

Når det offentlige ikke i højere grad tænker grønt, når den offentlige indkøbsmuskel aktiveres, mister vi en unik mulighed for at skabe en grøn fremtid og konkurrencekraft i de små- og mellemstore virksomheder.

GRØN INNOVATION. Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv: – Virksomheder stiller grønne krav til andre virksomheder når der skal samarbejdes. Leverandører til Novo skal være CO2 neutrale i 2030, hvis de stadig vil være leverandører. Desværre er der ikke samme pres for grøn omstilling når det offentlige udbyder opgaver. Det er en skam, for 2/3 af alle forsknings- og udviklingsudgifter i Danmark afholdes af private virksomheder, så der er stort potentiale i at aktivere denne viden. Stiller det offentlige de rigtige grønne krav i udbud, vil det offentlige fremme udviklingen af nye markeder og i den forbindelse kan det årlige offentlige indkøb på ca. 380 mia. kr. virkelig gøre en forskel – det skriver min kollegaer i Dansk Erhverv Malene Jaepelt og Carl Andersen om her: SMV’erne er klar på grønne krav i offentlige udbud. Hvad venter vi på? – FINANS

Del dette med dit netværk: