Målrettet erhvervsindsats

Væksten går langt fra lige hurtigt alle steder i landet. Derfor igangsætter erhvervsminister Brian Mikkelsen nu en målrettet erhvervsindsats, som skal styrke jobskabelse og privat vækst i Skive Kommune og Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner.

Alle regioner i Danmark har kunnet indstille områder, hvor væksten har været svag, og hvor der har været behov og ønske om en særlig målrettet indsats. Udpegningen af Skive Kommune og Lolland, Guldborgsund og Vordingborg Kommuner er således sket på baggrund af indstillinger fra vækstfora i Region Midtjylland og Region Sjælland.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen: – Regeringen ønsker at styrke den private vækst- og jobskabelse i hele Danmark. Nu sætter vi en målrettet indsats i gang i flere områder, hvor kombinationen af regionale styrkepositioner, lokal vindermentalitet og privat engagement skal skabe den selvbærende vækst og beskæftigelse, som områderne har brug for.

Regeringen engagerer sig i Skives projekt om at etablere erhvervsparken ”Green Lab Skive”. Der tildeles knap 9 mio. kr. til samarbejdet. Erhvervsparken vil udvikle fremtidens energiteknologier i et test- og produktionsmiljø for virksomheder inden for fremstilling af fx biogas, solenergi, vind og balancering af energisystemer.

På Sydsjælland og Lolland-Falster igangsættes en indsats, hvor de tre kommuner arbejder tæt sammen med staten om at udvikle initiativer, som kan styrke de lokale virksomheders adgang til kapital og kvalificeret arbejdskraft.

Del dette med dit netværk: