Lægepraksis tildelt via udbud

Siden 1. april 2026 og nu de følgende fire år overtager KJBS ApS driften af Fursund Lægehus. Dette efter at opgaven har været i udbud.

Tidligere og siden 2019 var Fursund Lægehus drevet af Alles Lægehus. Nu er det  ægteparret, praktiserende læge Niels Jacob Borup Søndergaard og sygeplejerske Kira Bøttcher Søndergaard, der står bag KJBS og som de næste fire år vil stå for driften af Fursund Lægehus.

Region Midtjylland modtog i alt fire bud på driften af klinikken. – Vi er glade for interessen for at drive lægehuset, og vi ser frem til et tæt samarbejde med klinikken til gavn for borgerne i Selde og på Fur. Det betyder også, at der nu er en række borgere, der skal skifte læge, og selv om jeg forstår, at det i sig selv kan skabe usikkerhed, så glæder jeg mig over, at der nu er en aftale, der sikrer en god lægedækning i hvert fald i fire år frem og forhåbentlig endnu længere, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Drives som udbudsklinik. Region Midtjylland ejer lægehuset på Fur Landevej 124. Det blev opført i 2012 for at sikre attraktive rammer for lægedækningen i området. Ingen praktiserende læger har ønsket at eje klinikken, hvorfor den pt. bliver drevet som en udbudsklinik.

– Det er vigtigt for os, at alle borgere har et nært og godt lægetilbud, og derfor har regionsrådet særligt fokus på kontinuitet i udbudsklinikkerne. Derfor er det en del af den nye aftale, at patienterne så vidt muligt altid møder den samme læge, siger formand for Sundhedsråd Midt Helle Jensen (LA).

Læge Niels Jacob Borup Søndergaard ser frem til opgaven: – Vi glæder os til at lære patienterne og lokalsamfundet at kende og til at tilbyde en praksis med god tilgængelighed. Det er vigtigt for os, at patienterne oplever nærvær og sammenhæng i deres forløb. Det ser vi frem til at levere i samarbejde med regionen, siger han.

Del dette med dit netværk: