Kræv miljømærkede indkøb – NU!

Folketinget bør i klimaforhandlingerne sikre, at de offentlige indkøb, der hvert år løber op i 370 milliarder kroner, er miljømærkede. Det mener Søren Kjærsgaard, formand for Det Danske Miljømærkenævn.

Hvert år indkøber det offentlige for 370 milliarder kroner. De store summer rummer en kæmpe mulighed for at rykke hurtigt og effektivt på den grønne omstilling. Forestil dig et offentligt forbrug, hvor grønne produkter og løsninger blev valgt først. Lige fra legetøj i børneinstitutionerne til nybyggeri og renovering. Det ville være godt for klimaet og miljøet.

Stil krav via klimahandlingsplanen. Nu er forhandlingerne om klimahandlingsplanen gået i gang, og dermed har Danmark en fantastisk chance for at sætte handling bag ordene. Det kan for eksempel ske ved at fastsætte, hvor stor en del af det offentlige indkøb, der skal være miljømærket – eller ved at kommunerne melder aktivt ind og forpligter sig på måltal for bæredygtigt indkøb. På samme måde kan kommuner og regioner forpligtes til, at deres byggerier skal være miljøcertificerede.

Økonomien har brug for et boost, og klimaet har brug for grønne handlinger. Der skal investeres massivt. Lad os sørge for, at det ikke bliver på bekostning af klimaet. Vi kan slå hensynet til begge dele sammen, og booste økonomien, samtidig med at vi træffer bæredygtige og grønne valg.

Forestil dig en verden, hvor hele Danmarks offentlige forbrug bliver dirigeret i en grøn retning. Det kan blive stort, og det kræver blot, at vi gør det. Sammen. Nu.

Erfaringerne viser, at det gør en forskel, når én kommune går foran og beder markedet tilbyde produkter, som er certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten. Miljømærkerne er gode valg for sundheden og nærmiljøet, men i høj grad også for vores fælles klima, da de har et bredt fokus på at begrænse klimabelastningen.

Læs hele Sørens debatindlæg her: https://miljoogklima.dk/debat/art7808544/Statens-klimapakke-bør-stille-krav-om-miljømærkede-indkøb

Del dette med dit netværk: