København uddanner egne udbudskonsulenter

Indkøbsafdelinger på tværs af landet har svært ved at finde kollegaer til at varetage udbud og indkøb. Københavns Kommune uddanner nu egne udbudskonsulenter for at komme rekrutteringsproblemet til livs. Foreløbig er otte kandidater i gang med oplæringsforløbet. Det fortæller SKI: Svært ved at rekruttere: Kommune uddanner egne udbudskonsulenter – SKI

Københavns Kommune har lanceret et ambitiøst projekt kaldet ’Mobilisering af udbudskonsulenter – KK Academy’. Målet er at uddanne udbudskonsulenter i et struktureret forløb, så kapaciteten inden for udbud og indkøb øges, og der i fremtidige udbud kommer endnu stærkere fokus på bæredygtighed og socialt ansvar.

Pia Ziegler, kontorchef for Udbud og Kontrakter i Københavns Kommune, fortæller om de udfordringer, kommunen har med at finde og fastholde udbudskonsulenter: – En central udfordring er at tiltrække kandidater med den rette kombination af juridisk og økonomisk viden i et marked, hvor der er rift om specialister med erfaring i offentlige udbud. Derudover kræver rollen en dyb forståelse af komplekse lovgivningskrav og evnen til at navigere i en politisk styret organisation. Oven i dette skal vi også konkurrere med det private arbejdsmarked, som ofte tilbyder høje lønninger, hvilket kan gøre det vanskeligt både at rekruttere og fastholde medarbejdere.

– Kandidaterne er tilbudt fastansættelse lige fra start. På den måde fortsætter deres kompetenceudvikling efter den samlede oplæringsperiode. Og under hele forløbet sørger vi for, at de får løbende sparring med både deres mentor og andre kollegaer for at sikre kontinuerlig læring og udvikling, siger Pia Ziegler.

Københavns Kommune oplever, at alle de optagede kandidater har lært meget på relativt kort tid, og alle har udvist en stærk interesse for at lære og udvikle sig.

Pia Ziegler afslutter: – Vi ser også, at vores fokus på bæredygtighed og social ansvarlighed har motiveret kandidaterne og bidraget til at gøre forløbet både meningsfuldt og relevant for dem. Kandidaterne har haft en åben tilgang til projektet, og de har hver især været rigtig gode til at dele erfaringer og støtte hinanden. Vores håb er, at kandidaterne ønsker at blive i kommunen efter endt forløb.

Læs hele artiklen her: Svært ved at rekruttere: Kommune uddanner egne udbudskonsulenter – SKI

Del dette med dit netværk: