København: Genvinder udbud – pædagogiske vikarer

Vikarvirksomheden MG-V er blevet genvalgt som eneleverandør af pædagogiske vikarer til alle institutioner i Københavns Kommune. Det drejer sig om både pædagogiske assistenter, pædagoger og pædagogmedhjælpere.

– Det er lykkedes at genvinde udbuddet i Københavns Kommune. For kort tid siden genvandt vi Aalborg Kommune. Det er en stor tillidserklæring, at blive genvalgt, og den tillid har vi tænkt os at indfri ved kontinuerligt at styrke kvaliteten af vikarbemanding til institutionerne på såvel det specialiserede område med bosteder som normalområdet med dagtilbud. Sådan siger Sales & Bid Manager, Martin Kragh Abildgaard, MG-V.

Kontrakten løber op til 4 år til udgangen af april 2029, hvilket giver optimale betingelser for at få opbygget en tæt relation og indgående kendskab til alle kontraktens interessenter!

– Vi har efterhånden opbygget en stærk tilstedeværelse i Hovedstadsområdet gennem vores indkøbsaftaler med Region Hovedstaden, Vestegnens Indkøbsfællesskab og Københavns Kommune. Det giver os stærke synergier på tværs af vores aktiviteter – hvor vi dagligt leverer pædagogiske vikarer til både almen- og specialområdet i kommunens dag- og fritidstilbud samt til dag- og døgntilbud for børn, unge og voksne med fysiske, psykiske og/eller sociale udfordringer. Sådan siger  MG-V’s administrerende direktør, Mona Gehrt, der fortsætter:

– Vi har et særligt fokus på rekruttering af kvalificerede medarbejdere til komplekse opgaver og lægger vægt på både høj faglighed og hurtig responstid – uanset om der er tale om akutte vikarbehov eller længerevarende indsatser. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde og til at lægge vejen forbi både eksisterende og nye kunder i kommunen.

Del dette med dit netværk: