Klagenævnet for Udbud: Verdis A/S mod Gribskov Genbrug og Ressourcer A/S
Klagenævnet for Udbud: Verdis A/S mod Gribskov Genbrug og Ressourcer A/S
KENDELSE:
Gribskov Genbrug & Ressourcer A/S skal til Verdis A/S betale 10.000.000 kr. med procesrente fra den 11. november 2024. Gribskov Genbrug & Ressourcer A/S skal vedrørende denne del af sagen betale 35.000 kr. i yderligere sagsomkostninger til Verdis A/S.
Beløbene skal betales inden 8 uger efter, at denne afgørelse er meddelt parterne.
KLAGENÆVNET:
Gribskov Genbrug har overtrådt principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i udbudslovens § 2 ved ikke at have gennemført evalueringen i overensstemmelse med udbudsbetingelserne. Gribskov Genbrug handlede derved på en sådan måde, at Gribskov Genbrug er erstatningsansvarlig over for Verdis.
Verdis er derfor berettiget til erstatning af den positive opfyldelsesinteresse.
AD ERSTATNINGSKRAVET:
Bevisbyrden for, at Verdis har lidt et tab ved ikke at blive tildelt kontrakterne samt størrelsen af tabet, påhviler Verdis. Det tab, som Verdis kan kræve erstattet som sin positive kontraktsinteresse, er den mistede indtjening i hele kontraktperioden.
Klagenævnet fandt ikke at Verdis ikke har løftet bevisbyrden for, at erstatningen for den positive opfyldelsesinteresse udgør 19.153.000 kr. Erstatningen må i stedet fastsættes skønsmæssigt. Ved skønsudøvelsen må der tages højde for den væsentlige usikkerhed, der er ved opgørelsen af den mistede indtjening.
Klagenævnet finder, at erstatningen skønsmæssigt kan fastsættes til 10.000.000 kr. Erstatningen skal forrentes som påstået af Verdis fra den 11. november 2024, jf. rentelovens § 3, stk. 4.
Der er ved fastsættelsen af de yderligere tilkendte sagsomkostninger på 35.000 kr. taget hensyn til størrelsen af det vundne beløb samt omfanget af skriftvekslingen vedrørende erstatningsspørgsmålet. De samlede sagsomkostninger, som Gribskov Genbrug endeligt skal betale til Verdis, udgør herefter 60.000 kr.
Morten Bordrup, Advokat (L) skriver om sagen: – At føre sager mod offentlige myndigheder er oftest ‘øretævernes holdeplads’, hvor chancen for retfærdighed føles som chancen for gevinst ved et rundt bord i Las Vegas.
– Når det så er sagt, så har Klagenævnet for Udbud i en ny kendelse (24/10820) skabt præcedens ved skønsmæssigt at tilkende en tilbudsgiver én af de største erstatningsbeløb i nævnets historie; 10.000.000 kr. for overtrædelse af de udbudsretlige principper om ligebehandling og gennemsigtighed.
– Hos Loeven Advokatpartnerselskab har vi stor erfaring med tvister om udbud samt offentlige-privat samarbejde, og min kollega Michael Lund Nørgaard (foto) og jeg, der førte ovennævnte sag for klageren, vil med glæde dele ud af vores erfaringer.


