Kæmpeudbud for vejdrift

Vejdirektoratet har fundet de leverandører, der skal stå for vejdriften fra 2026 til udgangen af 2029. To leverandører vandt henholdsvis én og fire delkontrakter i det store udbud.

Det er nu blevet afgjort, hvem der kommer til at stå for driften af de danske statsveje fra 2026 til udgangen af 2029. Vejdirektoratet har nemlig fundet vinderne af deres vejdriftsudbud for de kommende fire år.

– Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Terranor og i lige så høj grad til at etablere et nyt samarbejde med Forstas om driften af de syddanske statsveje, siger Anja Ernfelt Poulsen, senior projektleder i Vejdirektoratet.

Driften af statsvejene er en fireårig rammeaftale, der er opdelt i fem geografisk bestemte delkontrakter. To i Norddanmark, én for Syddanmark og to i Østdanmark. Opgaven med at stå for vejdriften omfatter blandt meget andet renholdelse og græsslåning langs vejene og på sideanlæg, beskæring af træer og buske, drift af afvandingssystemer samt at føre tilsyn med vejene – og med i alt 3.828 kilometer statsvej er det ikke nogen lille opgave.

De seneste fire år har alle vejdriftsopgaverne ligget hos én leverandør, nemlig Terranor. – Med det seneste udbud har vi ønsket at brede det lidt mere ud og understøtte muligheden for at få flere vejdriftsleverandører. Derfor har interesserede entreprenører godt kunnet byde ind på alle fem delkontrakter, men de har denne gang højest haft mulighed for at blive tildelt fire af delkontrakterne, fortæller Anja Ernfelt Poulsen.

Øget fokus på biodiversitet og arbejdsmiljø En anden væsentlig ændring siden det foregående vejdriftsudbud for fire år siden er et øget fokus på biodiversitet og arbejdsmiljø. Disse to emner har derfor fyldt mere i udbudsmaterialet end tidligere.

Del dette med dit netværk: