IKA ÅRSKONFERENCE 2026

Bliver vi klogere på de svære valg? Offentlige indkøb skal i dag være bæredygtige, robuste, ansvarlige, effektive og juridisk holdbare. Det er mange hensyn, der skal balanceres på samme tid. Og det giver uden tvivl komplekse afvejninger ude i indkøbsafdelingerne. Sådan lyder forvarslen til IKAs 2026 årsmøde – og der fortsættes:

Verden har forandret sig markant de seneste år. Krigen i Ukraine, nye geopolitiske spændinger, teknologisk udvikling, AI og øget politisk uforudsigelighed påvirker både Danmark, markedet og den offentlige sektor. Samtidig er mange offentlige organisationer presset på ressourcer, mens klimaforandringerne fortsat står som en langsigtet udfordring, der kræver omfattende omstillinger.

Det er denne virkelighed, Roger Buch tager udgangspunkt i, når han åbner IKA Årskonference 2026. Her sætter han fokus på de svære valg, som offentlige indkøbere står over for. Roger Buch, ph.d. og cand.scient.pol., er seniorforsker i statskundskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og en markant stemme i den offentlige debat om politik, demokrati og samfundsudvikling.

I oplægget Svære valg i en svær tid – etik, prioritering og offentlige indkøb i en accelereret æra stiller han blandt andet spørgsmålet:

“Hvordan prioriterer vi, når ressourcerne er begrænsede? Og hvordan træffer vi beslutninger, vi kan stå på mål for?”

Det er ikke kun et politisk spørgsmål. Det er også et praktisk. Det er i kravspecifikationer, kontrakter, markedsdialogen og valget af leverandører, at de store hensyn bliver til konkrete beslutninger. På IKA Årskonference 2026 bruges to dage på at blive klogere på disse afvejninger. Ikke nødvendigvis for at finde ét rigtigt svar, men for at undersøge, hvordan forsyningssikkerhed, bæredygtighed og relationen til markedet kan balanceres i praksis.

Næsten 400 IKA-medlemmer er allerede tilmeldt IKA Årskonference 2026 den 30. september-1. oktober på Comwell Kolding. De samles for at blive klogere på de valg og afvejninger, der præger offentlige indkøb lige nu, og for at styrke det faglige fællesskab på tværs af organisationer og marked.

Se programmet og tilmeld dig her

Del dette med dit netværk: