Godik ApS – ulovlig markedsdominans

Godik ApS var i perioden 2014 til 2018 dominerende på det danske marked for udlejning af mobile toiletter til events. Godik ApS – der udlejer mobile toiletter og andet materiel til festivaler og events – har misbrugt sin dominerende stilling fra 2014 til 2018. Det har Konkurrencerådet afgjort.

Godik har forpligtet størstedelen af sine kunder til i mindst tre år at leje mobile toiletter kun fra Godik. Dermed blev konkurrenter afskåret fra at konkurrere om disse kunder.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger: – Godiks kontrakter indebar, at Godik stillede krav om, at de pågældende festivaler og events brugte Godik som eneleverandør af toiletter. Det er en klar overtrædelse af konkurrenceloven, fordi Godik er dominerende på markedet og derfor bærer et særligt ansvar for ikke at udelukke konkurrenter.

Konkurrencerådet påbyder Godik at ophøre med den ulovlige adfærd og fremover at afstå fra lignende adfærd.

Den skadelige effekt af Godiks adfærd på markedet for udlejning af mobile toiletter til events er yderligere forstærket af, at Godik ved udlejning af andet materiel – herunder beboelsesvogne, badmoduler, andre vogne og hegn – til events har anvendt tilsvarende eksklusivitetsforpligtelser.

Del dette med dit netværk: