GK trækker sig – udfordret af konkurrence
Teknikentreprenøren GK trækker sig ud af det danske marked.
Virksomheden sælger den danske servicevirksomhed til Caverion. Entreprisevirksomheden i Danmark vil blive afviklet, hvor igangværende projekter færdiggøres i tæt samarbejde med GK’s kontraktpartnere. Administrerende direktør i GK Danmark, Jørgen Christensen, vil bistå med nedlukningen af entreprisevirksomheden.
– Vi har, i lighed med mange af vores konkurrenter, ikke haft held med at skabe stabil og forudsigelig lønsomhed i vores projektvirksomhed, og de seneste to år har været udfordret af større nedskrivninger i entrepriseporteføljen. Samtidig har vi fortsat udviklingen af vores særdeles succesfulde og lønsomme servicevirksomhed i Danmark, siger koncernchef i GK, Kim Robert Lisø.
HÅRD KONKURRENCE. GK vil i stedet fokusere på at videreudvikle stærke positioner på det norske og svenske marked. Den danske byggebranche er præget af hård konkurrence, stadig stigende konsolidering og et højt konfliktniveau – især på entreprisemarkedet.
Efter en samlet vurdering vælger GK nu at trække sig ud af det danske marked, og Caverion Danmark A/S overtager efter planen GK’s servicevirksomhed fra og med 30. april 2026. Transaktionen er betinget af godkendelse fra Konkurrencestyrelsen i Danmark.
En stærk servicevirksomhed videreføres. – GK Danmark har været et værdifuldt medlem af GK-familien i 20 år, og vi overlader en markedsledende og højtpræsterende servicevirksomhed til nye ejere, som vi ved vil videreudvikle virksomheden til gavn for vores kunder og medarbejdere, siger Lisø.
CAVERION FORTSÆTTER. – Den virksomhed, vi nu overtager, tilfører os værdifuld ekspertise, som styrker vores organisation både geografisk og fagligt. Vi har et godt kulturelt match, og ledelsen arbejder godt sammen, hvilket er afgørende for den fortsatte succes. Vi glæder os til at byde nye kolleger og kunder velkommen til Caverion. Sammen kan vi påtage os flere og mere krævende opgaver og blive en endnu bedre samarbejdspartner for vores kunder, siger Carsten Sørensen, administrerende direktør i Caverion Danmark.
Leder af GK’s danske servicevirksomhed, Lars Sjørring, fortsætter sit virke i Caverion Danmark hvor han bliver en del af ledelsen.

