Forum for Bæredygtige Indkøb nyt sekretariat
Miljøstyrelsen stiftede i 2010 Forum for Bæredygtige Indkøb for at fremme samarbejdet omkring miljøbevidste og ansvarlige indkøb mellem offentlige og private organisationer. På grund af opgavebortfald i Miljøstyrelsen er det besluttet, at Miljøstyrelsen skal afvikle sekretariatsbetjeningen af forummet. Men med IKAs engagement sikres forummets fortsatte eksistens.
Fra januar 2025 vil Forum for Bæredygtige Indkøb blive drevet som en selvstændig enhed under IKAs sekretariat. Dette samarbejde betyder, at forummet fortsat vil være et centralt netværk for både offentlige og private aktører, der ønsker at fremme miljøbevidste og ansvarlige indkøb. Den nuværende styregruppe bestående af i alt 18 medlemmer fra både private og offentlige organisationer vil dermed fortsætte deres arbejde med at synliggøre fordelene ved bæredygtige indkøb for samfundet, virksomheder og organisationer.
Nuværende aktiviteter fortsættes. Forum for Bæredygtige Indkøb vil fortsætte med at være et non-profit netværkssamarbejde mellem organisationer på tværs af brancher og sektorer. IKAs rolle bliver at bibeholde, planlægge og afvikle de nuværende aktiviteter såsom netværksmøder, webinarer samt udsendelse af nyheder fra forummet. Rikke Dreyer, den nuværende forperson for Forum for Bæredygtige Indkøb mener, at IKA er de rette til at drive sekretariatet: – Jeg er meget glad for, at IKA har besluttet at overtage ansvaret for driften af Forum for Bæredygtige Indkøb. Det er vigtigt, at arbejdet med at fremme mere bæredygtigt indkøb fortsætter, og jeg ser frem til et styrket samarbejde, hvor IKAs indsigt i offentlige indkøbsprocesser vil bidrage til at videreudvikle og forankre bæredygtige løsninger i hele den offentlige sektor.
Dagsordenen er vigtigere end nogensinde før. Forum for Bæredygtige Indkøb har eksisteret siden 2010 og arbejdet med at fremme bæredygtige og ansvarlige indkøb af varer og ydelser blandt professionelle indkøbere i både private og offentlige organisationer, synes vigtigere end nogensinde før.
Hos Dansk Industri er det også et vigtigt fokusområde, og derfor er Seniorchefkonsulent hos Dansk Industri, Felix Dalker glad for, at arbejdet i forummet kan fortsætte: – Alt imens den grønne trepart for landbruget stjæler overskrifterne, listes koordineringen af det grønne offentlige indkøb ud af regeringens bagdør. Det er selvom det offentlige indkøb fylder 1/6-del af Danmarks BNP og har et kæmpestort aftryk på klima og natur. I Dansk Industri kæmper vi for et modigere og et langt mere ambitiøst offentligt marked, som i højere grad vil efterspørge virksomhedernes grønne og cirkulære løsninger. Derfor er vi også rigtig glade for, at IKA sammen med os i styregruppen vil forsøge at gribe opgaven. Arbejdet med den grønne offentlige efterspørgsel er på alle mulige måder vigtigt og må ikke ignoreres.
IKA afvikler også Forum for Bæredygtige Indkøbs årskonference. Ud over det løbende sekretariatsarbejde, vil IKA derudover varetage afviklingen af årskonferencen, som afholdes for cirka 100-150 deltagere. Dette stemmer godt overens med mange af IKA’s nuværende aktiviteter, hvor de normalvis planlægger og afvikler mere mange kurser og konferencer i løbet af et år. Charlotte Sander Vejlgaard, sekretariatsleder i IKA og medlem af forummet ser det derfor som en oplagt opgave for IKA.