Forlader grønt indkøbssamarbejde

Efter 12 års medlemskab melder Region Midtjylland sig nu ud af Partnerskab for Grønne Offentlige Indkøb (POGI). Det har Forretningsudvalget i Region Midtjylland besluttet.

POGI består i dag af en lang række kommuner samt Region Syddanmark og Region Midtjylland. Formålet er at udvikle forpligtende grønne indkøbsmål for offentlige myndigheder. Region Midtjylland har været medlem siden 2013. Regionernes Fælles Indkøb har sideløbende udviklet et fagligt stærkt samarbejde om grønne indkøb særligt til sundhedssektoren. Samarbejdet er blevet yderligere styrket med strategien ’Grønne Hospitaler’. Ud af dette samarbejde er der også skabt et formaliseret samarbejde med de tilsvarende nordiske indkøbsorganisationer.

Regionen finder, at det samarbejde, der er opbygget på tværs af de danske regioner om grønne indkøb, er mere fagligt relevant end Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb-samarbejdet – og ønsker derfor at fokusere arbejdsindsatsen på Regionernes Fælles Indkøb og det nordiske samarbejde.

Del dette med dit netværk: