”Foregangsmyten” – sjælden del af grøn debat!
De 2 socialdemokratiske politikere Niels Fuglsang og Anne Paulin har udgivet bogen ”Foregangsmyten”. En beskrivelse af den side af virkeligheden, der ikke indgår i de grønne skåltaler.
Selvom Danmark er en global frontløber inden for grøn energi og teknologi, er vi samtidig blandt de lande i verden, der har det højeste forbrug og sætter det største økologiske aftryk på kloden. Hvis alle levede som danskerne, ville vi have brug for mere end fire jordkloder, lyder et hovedbudskab.
Felix Dalker, Seniorchefkonsulent – Offentlig/Privat & Velfærdspolitik, Dansk Industri har lavet denne boganmeldelse: ”Foregangsmyten” er en kritisk og handlingsorienteret bog om, hvordan Danmark kan bevæge sig fra at være et halvt til et helt grønt foregangsland
SJÆLDEN DEL AF GRØN DEBAT. De offentlige indkøb er en Danmarks største løftestænger for klima, miljø og grøn innovation – og en bog har endelig sat det på dagsordenen Det er ikke ofte, at offentlige indkøb får en hovedrolle i den grønne debat. Derfor er det værd at fremhæve, at to centralt placerede politikere her tager livtag med præcis det emne.
Særligt kapitlet “Det offentlige går forrest” fortjener opmærksomhed. Paulin og Fuglsang dokumenterer, hvordan det offentlige som Danmarks største forbruger har et enormt potentiale – ikke kun for at reducere CO2, men også for at presse miljøbelastningen ned og drive udviklingen af nye grønne forretningsmodeller og løsninger.
I praksis spiller grønne kriterier dog en forsvindende lille rolle i udbuddene, og fokus er fortsat på prisen her og nu frem for totalomkostninger, livscyklus og ressourceforbrug. S-regeringens ambitiøse indkøbsstrategi fra 2020 blev aldrig fulgt op med konkrete mål, og trykket fra de offentlige indkøb ser ud til at stige frem mod 2030 i stedet for at falde.
Forfatterne henviser bl.a. til Dansk Industris egne undersøgelser og til DI’s branchedirektør Jakob Scharffs efterlysning af mere konkret handling og mål – som kan være med til at drive udviklingen af nye grønne forretningsmodeller og varer. Når både erhvervsliv, regioner, 2030-Panelet og mange andre peger i samme retning, er det på tide at handle.
Forfatterne foreslår bl.a. mere fokus på totalomkostninger ved indkøb, kompetenceløft og større ensartethed på tværs af landet.
Det er opløftende at se centralt placerede politikere forholde sig strategisk til de offentlige indkøb som løftestang for klima, miljø og innovation. Det er et område, jeg længe har savnet fik mere flyvehøjde i den brede grønne debat, og forhåbentlig lykkes det Paulin og Fuglsang at flytte den politiske dagsorden.
Som offentlig indkøbsnørd er bogens kapitel om Myte 4 – ” Det offentlige går forrest” særlig interessant. Klar anbefaling herfra.

