Fokus på greenwashing …

Virksomheder kaldte produkter bæredygtige uden at kunne dokumentere det

Fem virksomheder har markedsført deres produkter som bæredygtige uden at kunne dokumentere påstanden. Da det er greenwashing og vildledende markedsføring, har Forbrugerombudsmanden indskærpet reglerne over for virksomhederne.

Hvis en virksomhed markedsfører sit produkt som bæredygtigt, skal virksomheden kunne dokumentere, at blandt andet produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer.

Forbrugerombudsmanden har færdigbehandlet fem sager om virksomheders vildledende brug af udsagn om bæredygtige produkter i deres markedsføring. Forbrugerombudsmanden har indskærpet markedsføringslovens forbud mod vildledning over for virksomhederne.

Sagerne vedrørte:

  • AndLight ApS: Markedsføring af lamper
  • beAwear ApS: Markedsføring af tøj
  • Braveheart International LTD: Markedsføring af tekstilprodukter
  • Føtex (Salling Group A/S): Markedsføring af legetøj
  • Miin ApS: Markedsføringen af drikkeflasker

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger: – Virksomheder skal kunne markedsføre konkrete miljømæssige fordele ved deres produkter, men når virksomheder markedsfører deres produkter som bæredygtige uden at kunne dokumentere det, er det vildledende markedsføring. Generelt vil jeg anbefale, at virksomheder afholder sig fra at markedsføre deres produkter som bæredygtige, da det blandt andet signalerer, at produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer.”

Forbrugerombudsmanden har offentliggjort en kvikguide, der vejleder virksomheder om reglerne for at bruge miljømæssige udsagn i markedsføringen. Kvikguide er primært en forkortet udgave af Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande m.v., der er udarbejdet med tilslutning fra blandt andet erhvervsorganisationer. Både vejledningen og kvikguiden henviser til Brundtlandrapportens definition af en bæredygtig udvikling. (foto Mads Holm)

Del dette med dit netværk: