Fjernvarme Fyn – social dumping?

Stilladsklubben på Fyn kalder til orden. Vrede stilladsarbejdere fra hele landet demonstrerer foran Fjernvarme Fyn

Iflg. Fyens Stiftstidende siger Kris Østerdal, der er formand for de fynske stilladsarbejdere, at de forventer, at cirka 100 møder op til demonstrationen foran værket. – Lønnen for en stilladsarbejder på Fyn er 210 kroner i timen – det skal de polske medarbejdere også have, siger han. Efter forlydender betaler det polske firma 10 euro (75 kroner, red. ) i timen, hvis de ikke man har erfaring og 13 euro (97,5 kr. red. ), hvis man ikke har erfaring. De vrede fynboer har ikke dokumentation for, at de polske stilladsarbejdere bliver underbetalt, men via 3F kræver de, at der bliver indgået overenskomst, og at de ansatte i det polske firma får 210 kroner i timen plus diverse tillæg og pension.

– Det er social dumping, og det vil vi ikke finde os i. Vi har intet imod udenlandske kolleger, men de skal have den samme løn som os, og derfor har vi arrangeret demonstrationen og er gået til vores fagforening. Vi skal have råbt politikerne op, og jeg ved også, at kontrolgruppen (kontrolenheden) fra Odense Kommune er i gang med at undersøge lønforholdene, lyder meldingen fra stilladsarbejderne.

Jan Strømvig, adm. direktør hos Fjernvarme Fyn, siger, han ikke er bekendt med, at der skulle foregå social dumping, som stilladsarbejderne mener.  – Vi har ikke kendskab til eller viden om, at forholdene ikke er i orden. Det er klart, at hvis det er tilfældet, så vil vi tage en dialog med hovedentreprenøren om at sikre, at de overholder de vilkår, vi har aftalt, siger han.

Del dette med dit netværk: