Fem konkrete udbudsforenklinger!

Signe Lynggaard Madsen, Adm. direktør, SKI A/S på LinkedIn og i Børsen: Vi bruger alt for meget tid på rigide processer, der ikke skaber værdi! Det er over ti år siden, EU’s udbudsdirektiver senest blev lavet om. Direktiverne regulerer hele det offentlige indkøb i Europa – og alene i Danmark beløber det sig på ca. 424 mia. kr.

Direktiverne skulle forenkle udbudsreglerne og fremme strategiske indkøb. I praksis er der sket det modsatte: Procedurerne er blevet længere, kompleksiteten større, og både det offentlige og virksomhederne skal navigere i formalistiske og rigide processer, der ikke skaber værdi.

Derfor kæmper vi i SKI – Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S for (i hvert fald) fem konkrete forenklinger i den kommende revision:

  1. Udbudsreglerne skal forenkles: Mængden af unødig regulering og bureaukrati skal ned, så det bliver lettere at udbyde for det offentlige og nemmere for virksomhederne at deltage i de offentlige udbud.
  2. Der skal være en større fleksibilitet i udbuds- og kontraktprocedurerne og mulighed for at lave ændringer ud fra bl.a. input fra markedet eller ændrede agendaer (f.eks. corona, sikkerhed m.v.), så der kan lyttes til markederne og tages højde for udviklingen.
  3. Det skal være smidigere og mindre bureaukratisk at efterspørge grønne og klimavenlige løsninger: i dag er det stik imod hensigten det omvendte, som gælder.
  4. Der skal være bedre adgang til at benytte de “fleksible procedurer”, som udbud med forhandling og konkurrencepræget i dialog. I dag er der ikke adgang til de fleksible procedurer på ret mange udbuds- og indkøbsområder.
  5. Og sidst, men ikke mindst skal der være meget bedre mulighed for at tage hensyn til forskellige sikkerhedshensyn i udbuddene givet den omfattende digitalisering i den offentlige sektor og udviklingen i verdenssituationen

Alt det har vi – sammen med de andre nordiske indkøbscentraler – sendt som forslag til EU-Kommissionen, lyder det fra Signe Lynggaard Madsen, der også  fortæller mere om sine perspektiver i Børsen. Læs indlægget her: “Alt for meget tid bruges på rigide processer, der ikke skaber værdi”

Del dette med dit netværk: