DI: POLITIK, LANGT FRA FORNUFT!

Nye enheder i statsligt regi  er konkurrenceforvridning og en dobbelt kæberasler til rådgiverbranchen. Først får de en på sinkadusen, når efterspørgslen fra offentlige kunder forsvinder. Umiddelbart efter rammer næven den anden kind, når nøglemedarbejdere bliver rekrutteret af de offentlige arbejdsgivere. Det mener DI.

Offentlige nedskæringer på ekstern rådgivning er en politisk beslutning, som går langt over fornuftens grænser. På ét område, går det muligvis også over lovens grænser, sådan lyder det i DI-blog af branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen (foto ovenfor). Det er de massive besparelser på statens forbrug af konsulenter der nu får et retsligt efterspil. Sagen rummer nogle helt grundlæggende diskussioner af, hvad staten skal tage sig af, når der allerede findes et velfungerende marked. Nu klager DI til EU. Grænserne for den danske stats rådgivning afprøves. Dansk Industri: Nu smider vi statsstøttekortet

KONKURENCEFORVRIDNING. DI Rådgiverne mener, at den nye offentlige enhed ”Rådgivningsenheden – Statens indkøb” aktuelt vrider konkurrencen om advokatydelser og udbudsrådgivning skæv. Det er ikke bare uklogt, men muligvis også ulovligt. Derfor har vi sendt en klage over ulovlig støtteklage til EU-Kommissionen, lyder det fra DI Rådgiverne, der fortsætter:

I klagen peger vi på, at rådgivningsenheden i nogle tilfælde konkurrerer direkte med private advokater og andre rådgivere, og at prisen på rådgivningsydelserne ikke afspejler markedsprisen. Urimelig konkurrence med skattekroner i ryggen skader det private marked og giver på ingen måde borgerne mere værdi for pengene. Udfaldet af sagen er svært at forudsige. Alligevel er det principielt vigtigt at få afklaring: Der er brug for synlige hegnspæle, så spillebanen for danske virksomheder er tydelig for alle.

STATEN BYGGER. Når DI vælger at gå stærkt ind i sagen er det også fordi, at staten i øjeblikket er ved at opbygge sine egne  kompetencecentre på flere områder – nærmere bestemt et analytisk center i Økonomistyrelsen, en rekrutterings- og HR-enhed i Medarbejder- og kompetencestyrelsen samt et juridisk center i Justitsministeriet. Det er sjældent, at Dansk Industri (DI) og den danske stat ser så forskelligt på en sag, at Europa-Kommissionen bliver bedt om at tage affære. Men der er ingen vej udenom i sagen om det nyåbnede statslige kompetence- og videnscenter ”Rådgivningsenheden – Statens Indkøb”, mener DI.

– Flere af vores medlemsvirksomheder er forståeligt stærkt fortørnede. Den nye Rådgivningsenhed er ikke bare en enlig svale. Det er på flere områder, hvor staten nu vil gå ind på områder, hvor danske virksomheder allerede gør et godt stykke arbejde, siger Kim Haggren (foto nedenfor), der har ansvar for erhvervsjura i Dansk Industri (DI). – Statens nye rådgivningsenhed, der er finansieret over Finansloven, går direkte i konkurrence med flere af vores medlemsvirksomheder, der er vant til at rådgive statslige myndigheder om indkøb og udbud. Vi frygter, at det vil forvride markedet og koste danske virksomheder indtægter og arbejdspladser, siger han.

EU SKAL UNDERSØGE SAGEN. DI har tidligere anmodet statens ”Rådgivningsenhed” om at dokumentere, at rådgivningen sker på markedsmæssige vilkår, så der ikke sker en forvridning af markedet. Men Rådgivningsenheden har hertil svaret, at den ikke mener, at den foretager aktiviteter på et marked, fortæller Kim Haggren. – I sig selv er det jo lidt underligt, når vi har flere medlemmer, der i mange år har hjulpet myndighederne med rådgivning om udbud, både i forhold til selve udbudsprocessen, men også i forhold til at føre klagesager ved Klagenævnet for udbud, siger Kim Haggren og tilføjer: – Derfor ser vi ikke nogen anden vej end at bede Europa-Kommissionen om at undersøge sagen og opsætte de juridiske grænser for rådgivningsenheden.

Del dette med dit netværk: