DI: Fortsæt og øg samspillet med leverandører

Fortsæt samarbejdet og udvis fleksibilitet overfor de private samarbejdspartnere, fremryk jeres betalinger til dem og giv mulighed for nødpasning til privatansatte. Det er hovedbudskaberne i et brev, som DI har sendt til samtlige borgmestre i Danmark.

Virksomheder over hele landet har de seneste dage erfaret, at mange kommuner i massivt omfang aflyser aftalte leverancer, projekter mv. DI har derfor sendt et brev til landets samtlige borgmestre med opfordring om, at kommunerne skal holde fast i samarbejdet med private samarbejdspartnere.

Kommunerne kan hjælpe med at begrænse skaderne ved tre konkrete initiativer, som DI kraftigt vil opfordre alle kommuner til at overveje:

  1. Fortsæt samarbejdet med kommunens private samarbejdspartnere      i størst muligt omfang og udvis fleksibilitet.
  2. Fremryk betalinger til private leverandører.
  3. Giv mulighed for nødpasning til privatansatte, der ikke er      hjemsendt, og som ikke har andre pasningsmuligheder.

I brevet bliver det også nævnt, at flere virksomheder forventeligt vil få udfordringer med at levere varer og ydelser til aftalt tidspunkt. Dette på grund af forsinkende eller udeblevne leverancer fra underleverandører eller sygdomsramt personale.

DI opfordrer til, at kommuner udviser stor fleksibilitet og ikke gør brug af sanktionsmekanismer som erstatning, bod e.l.

Afslutningsvis kvitterer brevet for, at mange kommuner allerede har valgt at fremrykke betalinger af virksomheder for gennemført arbejde. Samtidig opfordrer brevet til, at andre kommuner går samme vej, fordi det vil udgøre en hjælpende hånd til mange virksomheders likviditet.

Del dette med dit netværk: