Danske Advokater: Historisk, vigtig og rigtig beslutning

Karsten Lauritsen, Adm. direktør for Danske Advokater skriver på LinkedIn om Regeringens beslutning om at afskaffe kammeradvokatordningen, som vi kender den:

HISTORISK VIGTIG OG RIGTIG. Titlen nedlægges, og der oprettes i stedet en regeringsadvokat efter norsk forbillede i form af en ny statsadvokat, der skal møde i retten og styre indkøb af statens brug af advokatydelser. Det er en historisk, vigtig og rigtig beslutning. En regeringsadvokat vil øge retssikkerheden, da den kommer til at høre under Justitsministeriet. Det er godt for konkurrencen, og det glæder mig som administrerende direktør for Danske Advokater.

INGEN KRITIK AF ADVOKATYDELSERNE. Afskaffelsen af kammeradvokatordningen, som vi kender den, er derfor et nødvendigt opgør med en konstruktion, der over tid er vokset langt ud over sit oprindelige formål. Det advokatfirma, der i dag udgør kammeradvokatordningen, kan man ikke udsætte noget fagligt på. De gør det godt. I Danske Advokater har vi været kritiske over for de politikere, der har holdt fast i en ordning, som hører fortiden til. Det gøres der nu op med. Tak for det.

I et marked med mange dygtige advokatvirksomheder er det kun rimeligt, at statens juridiske rådgivning fremover sker på lige vilkår – ikke for at mistænkeliggøre fagligheden hos nogen, men fordi lige konkurrence er en forudsætning for både kvalitet, innovation og tillid. hjemtage viden og ansvar styrker forvaltningen og gør staten mindre sårbar i sin myndighedsudøvelse. Selvom vi er brancheforening for danske advokatvirksomheder, mener vi ikke, at en stat skal være afhængig af ét privat advokatfirma. Forandringer af denne størrelse tager tid, og implementeringen vil kræve omtanke. Men det afgørende første skridt er taget. (redigeret UdbudsMedia).

Del dette med dit netværk: