Vinder kæmpe udbud – 60.000 lyspunkter

Det østjyske forsyningsselskab AURA skal minimum de næste fire år sikre, at gadelyset fungerer, som det skal i Aarhus Kommune.

Aftalen, der er en integreret drifts-, vedligehold- og anlægsaftale, træder i kraft 1. juli 2025, og med 60.000 lyspunkter er der tale om Danmarks største driftsaftale af vejbelysningsanlæg målt på antal lyspunkter. – Vi er naturligvis rigtig godt tilfredse med aftalen, der med afstand er den største opgave på gadelys for AURAs installationsafdeling historisk set. Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Teknik og Miljø i Aarhus Kommune omkring anlægsprojekter, derfor glæder vi os meget til også at samarbejde om driften af anlægget, siger Jesper Almosetoft, projektleder i AURAs afdeling for Udelys.

Modsat tidligere er der denne gang tale om en rammeaftale, hvor både anlæg, drift og vedligehold af kommunens gadelysanlæg falder ind under, og ifølge de tilbagemeldinger Jesper Almosetoft har fået fra såvel Teknik og Miljø som deres eksterne rådgiver, har det haft stor betydning, at AURA har en overskuelig, simpel og agil organisation, hvor administration ikke fylder unødigt meget. Det giver nemlig mulighed for at kunne agere hurtigere, klogere og mere omkostningsbevidst.

AURA har arbejdet med udbudsaftalen for Teknik og Miljø i et halvt års tid, indtil det endelige bud blev afsendt. Aftalen træder i kraft 1. juli 2025 og løber i fire år med yderligere optioner på to gange et år

Del dette med dit netværk: