Oliestater forenet i kamp mod miljøet
USA vinder søslag om grønnere skibsfart. Med støtte fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Rusland og andre oliestater bekæmper USA med næb og klør en global aftale om grønnere skibsfart. På et møde i FN’s maritime organisation (IMO) i London har et flertal anført af USA netop udskudt aftale om mere bæredygtig søfart.
Adm. direktør Kristian Jensen fra Green Power Denmark er dybt ærgerlig over, at det er lykkedes USA, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Rusland og andre at få udskudt en afstemning om den hidtil vigtigste klimaaftale for international skibsfart.
På et højdramatisk møde i regi af FN’s maritime organisation (IMO) i London stemte 57 lande fredag eftermiddag ’ja’ til et forslag fra Saudi-Arabien om at vente med endeligt at vedtage et forslag til en global klimaaftale for skibsfarten, der ellers ’bare’ skulle bekræftes efter en vedtagelse i april.
Kun 49 lande stemte ’nej’ til det saudiske forslag, så det lykkedes for USA og dets petro-allierede at sætte en kile ind i gruppen af lande, der vil en global klimaaftale og regulering.
I april stemte 63 lande for at indføre klimaregulering, mens 16 stemte imod.
– Afstemningen i London er en dårlig nyhed for alle os, der er i gang med at opbygge en industri, der kan levere grøn teknologi, knowhow og grønne Power-to-X-brændstoffer til skibsfarten. Forhåbentlig kommer FN tilbage på sporet på et tidspunkt. Imens må vi i EU sammen med progressive partnere fortsætte med at arbejde frem en grøn omstilling af skibsfarten, siger Kristian Jensen. Kilde: Jesper Tornbjerg, Dansk Energi

