Vejle: Nyt grønt fyrtårn

RessourceCenter Vejle (RCV) et 19.000 m2 store byggeri, skal opføres af HM Entreprenør A/S, som  sammen med AffaldGenbrug sikre, at Vejle Kommune og borgerne kan tage endnu et skridt mod en fremtidssikret ressourcehåndtering.

RCV kommer til at danne rammen om Vejle Kommunes fremtidige arbejde med at genbruge og genanvende borgernes brugte materialer på en ny og innovativ måde, der skaber værdi for både borgerne og samfundet generelt. Sortering og udnyttelse af ressourcer er ikke ukendt for borgerne i kommunen, men med klodens begrænsede ressourcer er det nødvendigt at tage endnu et skridt mod en grønnere og mere bæredygtig fremtid.

– Vi forlænger den rejse, vi allerede er på sammen med borgerne. Med det nye RessourceCenter, der er et af kommunens store grønne fyrtårnsprojekter, har vi et vigtigt fundament til at sætte fart på den grønne omstilling. Vi sætter fokus på øget genbrug og genanvendelse, og samtidig understøtter vi et mindre brug af jordens knappe ressourcer. Med RCV håber vi også, at vi sammen med både eksisterende og nye aktører i området kan understøtte udviklingen af en ny erhvervsklynge i Vejle Nord, der skal have fokus på cirkulære ressourcer og den grønne omstilling, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune.

RCV bliver Vejles nye fyrtårn for den grønne omstilling. Vejle tager således næste skridt mod en bedre bevarelse af de ressourcer, vi har.  RCV kommer ikke til at ligne et traditionelt affaldsanlæg, hvor man smider sine brugte materialer ud som noget, der ikke skal bruges mere. For at sikre at så meget som muligt kan genanvendes, bliver anlægget indrettet, så der bliver passet bedst muligt på de ressourcer, der kommer ind. Som eksempel skal borgerne i stedet for at smide deres effekter i en container, hvor de både kan gå i stykker og blive våde, aflevere dem i overdækkede rum. – Det har været vigtigt for os at gøre det let for alle, og derfor har vores fokus hele tiden været på funktionaliteten. Ikke kun for dem, der skal arbejde på RCV, men i høj grad også for de borgere og virksomheder, der skal bruge det. Det skal være både let, sjovt og inspirerende at komme på RCV, og derfor har vi lagt os i selen for at skabe et RessourceCenter, som er tilgængeligt for alle, som vi har lyst til at besøge, og som vi alle sammen kan være stolte af – både som borger og erhvervsdrivende i Vejle Kommune, siger Lone Myrhøj, medlem af Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune og del af dommerpanelet.

Del dette med dit netværk: