VE og jobs i sigte

Et nyt samarbejde skal skabe arbejdspladser og energilagring på Lolland – og CO2-neutral energiproduktion i København. Det fremgår af kommende samarbejdsaftale mellem Hofor og Lolland Kommune.

Aftalen skal blandt andet bidrage til jobskabelse og erhvervsudvikling på Lolland, udviklingen af innovative energiløsninger og en CO2-neutral energiproduktion i København. Udgangspunktet er den tætte sammenhæng mellem by og land, som antager nye former med omstillingen til vedvarende energi.

Hofor og Lolland Kommune vil fremme en fælles interesse i udvikling af Lolland med udgangspunkt i vindprojekter og andre vedvarende energiformer (VE) og baseret på konkret samarbejde om fem spor.

Byrådet i Lolland Kommune og energiselskabet HOFOR, der ejes af Københavns Kommune, har sammen set muligheder for en fælles udvikling, hvis de to parter koordinerer deres indsats. Udgangspunktet er den tætte sammenhæng mellem by og land, som antager nye former med omstillingen til vedvarende energi. På den baggrund indgår parterne en aftale om et tæt og konkret samarbejde mellem København og Lolland med følgende hensigtserklæring:

”At fremme en fælles interesse i udvikling af Lolland med udgangspunkt i vindprojekter og andre vedvarende energiformer (VE) og baseret på konkret samarbejde om fem spor.”

De fem spor er jobskabelse, energisystemer, biomasse, turisme og fødevarer, og det er indenfor disse områder, at Lolland og København vil arbejde tæt sammen i fremtiden.

Aftalen er den første konkrete aftale under Greater Copenhagen samarbejdet, der omfatter 46 østdanske, 33 skånske kommuner samt Region Skåne, Region Hovedstaden og Region Sjælland, herunder Lolland og Falster.

Del dette med dit netværk: