Udvider solcellepark ved det nye OUH

”Tyve procent af regionens samlede elforbrug skal dækkes af regionens egne solceller i 2030”. Sådan lyder Region Syddanmarks klimastrategi. I dag råder Regionen over 58.200 m² solceller heraf 33.200 m2 solceller på regionens tagflader og 25.000 m2 solceller på jorden ved det nye OUH. I dag leveres ca. 9 pct. af regionens samlede elforbrug af solenergi.

Regionsrådet har netop besluttet at solcelleparken ved det nye Regionssygehus, OUH i Odense næsten skal fordobles i størrelse. Allerede i år bliver der sat gang i en udvidelse på 23.500 kvm solceller af den eksisterende 25.000 m2 store solcellepark på jorden, der i dag leverer 35 pct. af byggeriets strømforbrug. Senere, når byggeriet af det nye OUH er færdigt, anbefales det, at der etableres yderligere 29.000 m2 solceller på hospitalets tagflader, så mere end 50 pct. af OUH’s strømforbrug kan blive dækket af solenergi.

HANDLING BAG ORD. Karsten Uno Petersen, der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, siger: – Vi har i dag sat os yderligere reduktionsmål for udledningen af klimagasser fra de syddanske sygehuse. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi samme dag også sætter handling bag ordene og sætter fart på den grønne omstilling af regionens drift. Ikke alene betyder flere solceller ved det nye OUH, at vi kan levere mere grøn energi til hospitalsbyggeriet, og at en tredjedel af hospitalets strømforbrug kan komme fra solenergi, når hospitalet tages i brug. Det betyder også, at vi kan mindske regionens CO2-udledning med 1.500 tons, når endnu mere af regionens elforbrug kan leveres af vores egne solceller. Det er en god nyhed for klimaet.

Prisen for solcelleparken på jorden forventes at blive 31,6 mio. kr. Tilbagebetalingstiden på solcelleinvesteringerne forventes at være ca. 12 år. Når solcelleparken er etableret, vil regionen i alt have 81.700 m2 solceller fordelt på tagene af regionens bygninger og på jorden ved det nye OUH. Samlet vil deres produktion af solenergi kunne dække 13 pct. af regionens samlede elforbrug. Anden del af udvidelsen omfatter muligheden for at etablere 29.000 m2 solceller på egnede tagflader på det nye OUH. Opsætningen af solcellerne kan gå i gang, når det nye sygehus står færdigt. En udvidelse af den kaliber vil betyde, at 18 pct. af regionens samlede elforbrug kan dækkes af el fra solens stråler.

Del dette med dit netværk: