Stor fremgang i kommunal e-handel

En ny analyse viser, at strategisk fokus på e-handel bærer frugt – e-handlen i kommunerne er steget med 45 pct. på tre år. SKI’s e-handelsteam understøtter udviklingen, fx ved at gøre e-katalogerne fra SKI mere brugervenlige.

Digitalisering af indkøbsprocesser fylder stadigt mere inden for offentligt indkøb: Regeringen ønsker at understøtte mere e-handel i det offentlige, og den fælleskommunale indkøbsstrategi for 2017-2020 har som målsætning, at alle kommuner inden udgangen af 2020 skal have implementeret og anvende e-handel som en del af indkøbsopgaven. Og der er også stor fremgang at spore i kommunernes brug af e-handel.

SKI har netop færdiggjort en analyse af kommunernes e-handel baseret på kommunale indkøbsdata. I 2017 blev der e-handlet for 595 mio. kr. blandt de 62 kommuner, som er omfattet af analysen. Det er en stigning på 45 pct. siden 2014.

Analysen viser også, at det primært er varer, som kommunerne e-handler, mens tjenesteydelser stadig er uberørt territorium. Se den fulde analyse her. – Vi går meget op i at sikre brugervenlige og intuitive kataloger, fordi det letter arbejdsprocessen og sparer tid hos de offentlige indkøbere. Og i SKI stiller vi e-katalog til rådighed på alle aftaler, der er e­handelsegnede. Derudover åbnede vi sidste år op for, at brugerne selv kan sammensætte et eller flere kataloger med forskelligt sortiment. Dermed kan fx en kommune lave skræddersyede kataloger til de forskellige institutioner, siger Peter B. L. Andersen, E-handelskoordinator hos SKI.

Del dette med dit netværk: