SPILDEVAND I ØRESUND

Sagen om Hofors tilladelse til spildevandsudledning – 160.000 kubikmeter mekanisk renset spildevand fra Strandvængets Pumpestation ud i Kongedybet ud for Københavns Havn, satte sindene og de store følelser i kog. Samtidig fik Novafos tilladelse til at udlede 130.000 kubikmeter mekanisk renset spildevand fra Skovshoved Pumpestation ud i Øresund.

Næppe var tilladelserne givet og offentligt kendte, før kritikken væltede ned over selskaberne og kommunerne, der havde udstedt tilladelserne til forsyningsselskaberne – og de påtænkte udledninger blev stoppet.

Sirius Advokater og Aarhus Universitet, Nationalt Center for Miljø og Energi, blev af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune sat til at udarbejde henholdsvis en advokatundersøgelse og en teknisk undersøgelse. Begge disse undersøgelser er afsluttet og en rapport med resultaterne ligger klar, skriver Sirius på sin hjemmeside.

Nu har Nationalt Center for Miljø og Energi i sin konsekvensvurdering kigget på Hofors del af udledningen. – Udledningen fra Strandvængets Pumpestation vil ikke have nogen mærkbar effekt på havmiljøet i Øresund som helhed, hvor det er de samlede tilførsler over længere tid, som har betydning, lyder det i rapporten. Centeret anbefaler dog en bedre timing i kommende tilfælde, her anbefales det at udlede i det sene efterår eller i den tidlige vinter, hvor rekreative aktiviteter og algernes optag af næringstoffer er minimale.  Heller ikke undersøgelsen af sagsbehandlingen i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning kritiseres: Sirius Advokater er kommet til den konklusion, at der ikke er sket fejl i behandlingen af ansøgningen fra Hofor – om end Teknik- og Miljøudvalget burde have været orienteret om ansøgningen og tilladelsen, skriver advokatselskabet i en meddelelse på sin hjemmeside

Novafos tilladelse til at udlede 130.000 kubikmeter mekanisk renset spildevand fra Skovshoved Pumpestation ud i Øresund ere ikke omfattet af disse undersøgelser/konklusioner.

Del dette med dit netværk: