SKI: Smartere drift, mindre spild

Smartere drift, mindre spild – IoT gjort nemt med SKI. Teknologi, der kan bidrage til den grønne omstilling, behøver ikke være bøvlet. Offentlige indkøbere kan nu nemt komme i gang med IoT-løsninger, der virker. SKI har nemlig færdige skabeloner klar i det dynamiske indkøbssystem 02.07 Kommunikationsprodukter.

Forestil dig en kommune eller anden offentlig organisation, hvor bygninger selv skruer ned for varmen, når medarbejderne går hjem. Hvor biler automatisk vælger den mest energieffektive rute. Og hvor madspildet i storkøkkener falder, fordi data viser præcis, hvad der bliver spist – og hvad der ikke gør. Den slags løsninger findes allerede – og de virker. De hjælper med at få hverdagens drift til at spille bedre sammen med både grønne ambitioner og pressede budgetter. Og nu er det blevet nemmere for det offentlige at købe dem.

SKI har sammen med KL, KOMBIT og Gate21 gjort det enkelt at komme i gang med gennemprøvede IoT-løsninger gennem SKI-aftalen 02.07 Kommunikationsprodukter og -løsninger. Her gør fire nye skabeloner det nemt at stille krav til IoT-løsninger – uden at være teknologiekspert. – Den grønne og den digitale omstilling hænger tæt sammen, og IoT er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan bruge teknologien til at tænke både grønnere og mere effektivt – og samtidig frigive ressourcer. Men det er ikke alle offentlige organisationer, der har erfaring med at købe og beskrive den slags – måske lidt komplekse – løsninger – og det er her, vi gerne vil hjælpe, siger Katrine Pape Huldahl, Udbuds- og ESG-direktør i SKI

Hvad er IoT?

Internet of Things (IoT) dækker over sensorer og enheder, der kan udveksle data via internettet. Det kan fx være vandmålere, der sender aflæsninger automatisk; trafiksensorer, der registrerer ledige p-pladser, eller ventilationsanlæg, der justeres efter brug. Formålet er at understøtte smartere drift og lavere ressourceforbrug.

Skabeloner hjælper til IoT-indkøb med størst effekt

De nye indkøbsskabeloner dækker fire områder, hvor potentialet for grøn og effektiv drift er størst:

  • Flådestyring af køretøjer
  • Intelligent varmestyring
  • Energiledelse
  • Reduktion af madspild.

Med skabelonerne er det muligt at tage udgangspunkt i allerede afprøvede løsninger og tilpasse dem til sin organisations eget behov – uden at starte fra bunden. – Vi har prioriteret områder, hvor det offentlige hurtigt kan høste både grønne og økonomiske gevinster. Og fordi det hele ligger i et dynamisk indkøbssystem, kan brugerne også selv definere nye eller andre IoT-løsninger, hvis behovet rækker ud over de fire områder, siger Katrine Pape Huldahl.

Del dette med dit netværk: