Sikker og stabil drift

Det handler om systemforvaltning af de fællesoffentlige it-systemer. Ny undersøgelse viser stigende tilfredshed med Digitaliseringsstyrelsens forvaltning af fællesoffentlige systemer som NemID, Digital Post og Borger.dk. Dermed bærer styrelsens målrettede indsats med blandt andet større inddragelse og kommunikation frugt. Med den stigende digitalisering af det danske samfund er det en central opgave at sørge for, at alle de fællesoffentlige it-løsninger er stabile og sikre. Det skal en professionel systemforvaltning sikre.

De offentlige myndigheder forventer, at Digitaliseringsstyrelsen er en professionel systemforvalter, som inddrager dem i arbejdet.  En ny tilfredshedsundersøgelse viser, at vi er på rette vej. Styrelsen har blandt andet samlet flere samarbejdspartnere i en række netværk, som bidrager til dialog og fælles fremdrift på de udviklingsprojekter, som sættes i søen. Rettidig kommunikation om drift og ændringer af de centrale it-systemer er en vigtig del af systemforvaltningen, da det bidrager til større gennemsigtighed og dermed tryghed. Derfor har styrelsen etableret et fællesoffentligt driftsnetværk, hvor samarbejdspartnere kan være i dialog og koordinere med hinanden om driften af de centrale fællesoffentlige it-systemer.

For at give overblik over driften af de fællesoffentlige systemer, har styrelsen samtidig samlet alle driftsinformationer på Digitaliser.dk, hvor du kan følge den aktuelle driftsstatus. Der vil blive lanceret en ny version af Digitaliser.dk i løbet af 2016, hvilket skal bidrage yderligere til fremtidens systemforvaltning. Sikker og stabil drift er afgørende for en god systemforvaltning, og en vigtig nøgle for digitalisering i den offentlige sektor. Der er derfor høje forventninger fra samarbejdspartnere og brugere til, at de centrale it-systemer har en stabil drift.

Del dette med dit netværk: