Rettidig omhu – tak

Det er skam positivt at Energistyrelsen vil sikre nødvendig hjemmel til CO2-fangst på kommunale affaldsenergianlæg. Men ærgerligt at det ikke allerede er på plads, så stort udbud ikke skulle udskydes, mener Dansk Affaldsforening.

Dansk Affaldsforening opfordrer derfor til benhård prioritering i centraladministrationen. – Det ville være det rigtige tidspunkt at prioritere mere skarpt på de vigtigste opgaver: Klima og udfasning af den russiske gas. Man kunne i stedet nedprioritere konkurrenceudsættelsen af affaldsenergien og reduktionen af forbrændingskapaciteten, som alligevel bare skaber usikkerhed for investeringer i CO2-fangst på affaldsenergianlæg,” mener Hanne Johnsen, specialkonsulent i Dansk Affaldsforening

Få dage før deadline er stort udbud fra statens CO2-fangst-pulje udskudt på ubestemt tid, da der mangler klar hjemmel til, at kommunale affaldsenergianlæg kan deltage i udbuddet. Energistyrelsen oplyser, at man vil genoptage udbuddet snarest, når det er sikret, at kommunale og fælleskommunale selskaber har hjemmel til at deltage. – Vi har fuld forståelse for, at udbuddet er udskudt, og er helt enige i, at det er vigtigt at hjemlen for de kommunale anlæg kommer på plads. Vi ved jo også, at der er mange komplicerede dagsordener, der presser Energistyrelsen og Klima,- Energi,- og Forsyningsministeriet,” siger Hanne Johnsen, men det er da lidt ærgerligt, at det netop er dette udbud, der udskydes – for CO2-fangst fra affaldsenergianlæg er afgørende for at nå klimamålene, så jo hurtigere det kan ske, jo bedre.

Del dette med dit netværk: