Rådmand: Nye teknologier rummer uanede muligheder

Det offentlige skal se at komme i gang med fx RPA, AI og machine learning i tide. Rådmand Jane Jegind fra Odense Kommune forklarer, hvorfor det haster.

Nye teknologier som kunstig intelligens, virtual reality og blockchain er ved at blive en del af hverdagen i alle kommuner. Men er kommunerne hurtige nok til at tage de nye teknologier til sig? Det var et af de spørgsmål, som rådmand Jane Jegind, Odense Kommune, der også er medlem af KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, bad deltagerne om at overveje, da hun åbnede årets udgave af Digitaliseringsmessen i Odense: – For få år siden var det kun de mest inkarnerede, som kendte til begreber som digital disruption. Den tid er ovre. Nu er robotter, kunstig intelligens, virtual reality og blockchain begreber, som vi hører om dagligt, sagde Jane Jegind i sin åbningstale og uddyber bagefter: – Store internationale firmaer som Amazon, Facebook og Google er jo i dag meget langt fremme. Så langt er den offentlige sektor naturligvis slet ikke. Men vi må som politikere være insisterende på, at de nye teknologier er fremtiden. Alle skal tage dem til sig, for udviklingen af teknologierne kommer til at gå langt hurtigere, end vi har set tidligere, mener rådmanden, som derfor hilser KL’s nye teknologisprings-projekt velkommen:

– Initiativet giver kommunerne mulighed for at blive klogere på, hvad de nye teknologier kan gøre for kommunerne, borgerne, arbejdsmiljøet og effektivteten.

Selv om kommunerne måske stadig hænger lidt i bremsen, er der dog meget at glæde sig over, mener Jane Jegind, der både fremhæver Danmarks 1. plads i verden, når det kommer til offentlig digitalisering, og de store fælles landvindinger som NemID, Digital Post og digital selvbetjening.

Som et aktuelt og borgernært eksempel peger hun desuden på et konkret projekt fra sin egen kommune. Her tester teknikeren et system fire steder i byen, hvor der er opsat sensorer. Ved hjælp af kunstig intelligens og machine learning kan systemet analysere simple kamerabilleder og fortælle, hvor mange der opholder sig eller bevæger sig gennem et specifikt område, samt om de går, cykler eller kører bil.

– Formålet er at få mere at vide om, hvordan byen bruges af borgerne. Det er vigtig viden i forhold til at udvikle og drifte byen, samt fx for at forstå, hvor mange besøgende en festival som Tinderbox eller HCA Festivals trækker til centrum af Odense, forklarer Jane Jegind.

Læs artiklen her: https://samfundsdesign.dk/temaer/big-data–disruption/nye-teknologier-rummer-uanede-muligheder/?utm_medium=SMM&utm_source=LinkedIn&utm_campaign=Public

Del dette med dit netværk: