Projekt: Øget fokus på mikroforurening
Miljøstyrelsen har udbudt et projekt, der har til formål at afdække, hvilke miljøfarlige forurenende stoffer, der er i dansk spildevand og i hvilke koncentrationer disse stoffer findes i indløb til renseanlæggene samt i udløbet fra renseanlæggene. Projektet skal også belyse de enkelte stoffers bidrag til spildevandets toksicitet.
Det er yderst positivt, mener Lægemiddelindustriforeningen Lif, som ønsker, at flere EU-medlemsstater gennemfører tilsvarende undersøgelser, for at vi kan blive klogere på, hvilke sektorer der står for mikroforurening. – Vi mener, der bør være fokus på de forurenende stoffer, frem for på forhånd at udpege specifikke sektorer. Når vi har identificeret de forurenende stoffer, må vi se på, hvor de kommer fra, og hvem der så skal betale, siger Marianne Jeppesen, politisk chef for klima, miljø og bæredygtighed i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.
Det er positivt, at vi i Danmark går grundigt til værks og prioriterer et retvisende datagrundlag for brug af ‘forureneren betaler’-princippet. Vi bakker naturligvis op om det princip, men har efterlyst et validt datagrundlag. Vi ønsker, at EU beder de øvrige medlemslande om at lave tilsvarende undersøgelser, så der er et ensartet grundlag for, hvordan man fordeler omkostningerne hos de forurenende brancher i de enkelte lande, siger Marianne Jeppesen.

