PostNord underskud giver uro

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv går nu ind i sagen med PostNords voksende underskud og den aktuelle politiske debat om, hvordan en forandringsproces i PostNord skal finansieres.  – Det er en myte, at de faldende brevmængder har været hovedårsagen til PostNords alvorlige økonomiske problemer. Hovedforklaringen er nærmere, at PostNord selv har valgt at gå ind på nye forretningsområder – som fragt af stykgods, reklameomdeling, levering af vasketøj og vinudbringning – i konkurrence med private virksomheder. Det erhvervseventyr har givet selskabet store tab. Hele 84 procent af PostNords underskud kom således i 2015 fra andre forretningsområder end den befordringspligtige kerneforretning med omdeling af breve og pakker, siger Jakob Tietge, fagchef i Dansk Erhverv, og tilføjer:

– Vi skal simpelthen væk fra en diskussion om, hvorvidt en virksomheds underskud på driften skal være et politisk problem. I stedet bør politikerne holde fokus og sikre, at der er en sund og fornuftig konkurrence på postområdet. Det er dét, der skal til, hvis vi fremover skal sikre en ordentlig og fair postservice med kunderne i centrum. Hvis et erhvervseventyr er gået galt, så er det altså fornuftigt at stoppe. Et gammelt ordsprog siger, at man skal stoppe, mens legen er god. Man kan altid diskutere, om det nu er rigtigt. Men dette tilfælde kan man vist godt sige, at det er en god idé at stoppe, mens legen er dårlig.

 

Del dette med dit netværk: