Pendulet svinger: 4-5 offentlige regionale IT-centre i sigte
Der næres store ambitioner bag offentlige IT-serviceorganisationer. I den nye Økonomiaftale for 2026 mellem Finansministeriet og KL er der enighed om at samle driften af serverinfrastruktur og netværksinfrastruktur i fire-fem regionale centre senest ved udgangen af 2027.
Ifølge leder af digitalisering og IT Jes Rønnow, Fredericia Kommune, var der ikke mange kommuner, der havde ønsket sig den model for it-serviceorganisationer, som følger med økonomiaftalen for 2026. Argumentet er nemlig ikke økonomi, da PA-rapporten, som ligger til grund for den nye model, ikke finder nævneværdige økonomiske besparelser.
Jes Rønnow: – Argumentet for den beslutning er derimod at få et højere fælles niveau på cybersikkerhed på tværs af kommunerne. Man kan sagtens spekulere i, om beslutningen er truffet så højt oppe i helikopteren, at detaljerne forsvinder. Og om den rigtige løsning er at lave en ny organisering eller det kunne have været løst med krav om standarder for cybersikkerhed i kommunerne.
I Økonomiaftale for 2026 hedder det, at cybersikkerheden styrkes ved samling af kommunernes basale it-drift i fire-fem fælleskommunale enheder. Der afsættes 195 mio. kr. til implementeringen i 2026-2029, og gevinsterne fastholdes i kommunerne. Efter Økonomiaftalen er vedtaget, er det nu en bunden opgave som kommunerne skal løse, og også få noget godt ud af. Alt andet lige kan det jo give mening at centralisere infrastrukturen, da de nye organisationer også vil have en større robusthed.
UDFORDRINGER. Jes Rønnow: – Udfordringerne ved den nye model med fire-fem regionale centre er, at opgaven bliver større og anderledes for kommunerne, fordi vi skal kunne dokumentere og leverandørstyre overfor de nye organisationer. Opgaven vil nok ikke blive meget mindre i de fleste kommuner, bare en anden.
Jes Rønnow mener, at en generel udfordring også kan være, at den kommunale it-afdeling mister den direkte feedback fra deres organisation. – Hvis der er problemer med det IT-afdelingen, leverer i dag, opdager vi det selv, eller hører det direkte fra organisationen. En ekstern it-serviceorganisation opdager ikke nødvendigvis problemet. En anden udfordring er hvilke håndtag vi som ”kunder” ind i dette monopol har, hvis udfordringerne ikke bliver taget alvorligt?
Når nu beslutningen er truffet håber Jes Rønnow dog, at man starter forfra, og får forankret den videre proces i kommunerne, ved dem der rent faktisk skal arbejde med det. Forløbet har indtil videre forekommet noget lukket. Nu må helikopteren gerne komme lidt tættere på jorden, så vi ikke får skabt en bunke stordriftsulemper i jagten på fordele.
Kilde og nærmere info: Store ambitioner bag IT-serviceorganisationer | Itchefer

