Opfylder klimamål i 2030

Danmark kommer i 2030 til at indfri klimamålet om en 70 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser. Det vurderer Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en ny fremskrivning. Her lyder skønnet nu, at udledningerne i 2030 vil være reduceret med 72 pct. i forhold til basisåret 1990.

– Nu tyder det på målopfyldelse med en væsentlig sikkerhedsmargin, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for,” siger klimaminister Lars Aagaard (M) til Ritzau. – Der er andre lande, der sætter sig mål, men de ser ikke ud til at nå det. Det er anderledes her – vi ser ud til at nå dem. Men vi skal huske, at det her er en fremskrivning. Der skal ske noget ude i Danmark. Der skal ske det, som bureaukraterne kalder implementering.

Ifølge ministeriet er det særligt et stigende salg af elbiler og den grønne trepart, der nu gør, at målet forventes at kunne blive opfyldt. I løbet af 2025 skal der som følge af klimaloven vedtages et 2035-mål i Folketinget. Regeringen har endnu ikke spillet ud med sit bud, og det kommer først senere på sæsonen, siger klimaministeren onsdag.

For første gang fremskrives der også frem til 2050, hvor der skønnes en reduktion på 88 pct. Usikkerheden bliver dog større, jo længere frem der kigges, lyder det.

Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS, siger om dagens udmelding: Klimafremskrivningen giver ikke anledning til, at der vedtages ny klimapolitik frem mod 2030. De danske politikere ser nemlig ud til rigeligt at nå i mål med 70-procents målsætningen.

– I de kommende år er det muligt at beregningsforudsætningerne, der ligger til grund for klimafremskrivningen, ændrer sig. Det vil være en fejl at ændre i klimapolitikken som følge af ændringer i fremskrivningen, da det vil føre til dyr hovsa-politik i sidste øjeblik, selv om der måtte komme revisioner, lyder det fra CEPOS.

Del dette med dit netværk: