Nyt AI-værktøj til offentlige udbud

Foreningen IKA og virksomheden Nordicode indgår i et samarbejde om at udvikle på et nyt AI-baseret værktøj, Udbudsbot, der skal revolutionere vidensdeling og arbejdet med offentlige udbud blandt IKAs medlemmer.

Udbudsbot har til formål at fremme videndeling og erfaringer om udbudsmaterialer. En proces, der hidtil har været både manuel og tidskrævende.  Det nye værktøj skal understøtte offentlige indkøbere i arbejdet med at udforme udbudsmateriale – og samtidig fungere som et fælles, sikkert forum for vidensdeling blandt IKAs medlemmer.

Som et led i samarbejdet stilles en gratis pilotversion af Udbudsbot til rådighed for alle IKA-medlemmer via ika.dk, hvor værktøjet kan afprøves og anvendes i praksis. -Samarbejdet med IKA viser, hvordan kunstig intelligens kan omsættes til konkrete værktøjer, der styrker både vidensdeling og innovation i den offentlige sektor. Udbudsbot er et vigtigt første skridt, siger Mikkel Vagn, partner i Nordicode.

Han fortæller også, at værktøjet primært er rettet mod udbydere i første omgang, men bliver senere bredt ud med funktionalitet målrettet til leverandører.

Charlotte Sander, sekretariatsleder hos IKA siger:- Hos IKA er vi stolte af at kunne præsentere et samarbejde, der både bidrager til innovation og til at realisere vores formål – at viden er noget, vi deler. Sammen med Nordicode tager vi et vigtigt skridt mod at skabe et intelligent værktøj, der kan lette presset på de offentlige udbudsafdelinger og fremme effektivitet og erfaringsudveksling.

IKA bidrager med faglig viden og kompetencer til udviklingen af AI-værktøjet. Udbudsbotten er en lukket løsning, der kræver login, hvor medlemmernes prompts og data behandles fortroligt og ikke deles med tredjepart.

Del dette med dit netværk: