Ny spildevandsteknologi; Viborg kommer først

NCC og Envidan skal modernisere og udvide Viborg Centralrenseanlæg for Energi Viborg Vand A/S Viborg Centralrenseanlæg bliver således det første nye renseanlæg i Danmark med et integreret 4. rensetrin, der skal fjerne medicinrester fra spildevandet. Det nye renseanlæg inkluderer etablering af supplerende udligningsbassin, forbehandling, komplet vandbehandling og slambehandling, velfærdsfaciliteter samt værksteds-, lager- og garagebygninger.

Energi Viborg Vand A/S har valgt konsortiet VCR – bestående af NCC og Envidan – til at stå i spidsen for et stort set nyt Viborg Centralrenseanlæg i Bruunshåb. Projektet er en totalentreprise til en værdi af cirka 425 mio. DKK.

– Vi er glade for at være blevet valgt til projektet sammen med Envidan. Vi ser frem til et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med både Envidan og Energi Viborg Vand, hvor vi kan udnytte vores fælles kompetencer til at skabe værdi for både projektet og lokalområdet. Det er en spændende og kompleks opgave – blandt andet fordi anlægget skal holdes i drift under hele processen, siger Jan Schmidt, områdedirektør i NCC Infrastructure, Anlæg Vest.

– Vi ser en tydelig vækst i antallet af infrastrukturprojekter i Jylland, og det afspejler sig i vores engagement og tilstedeværelse i området. Det er både energiprojekter, klimatilpasning og klassisk anlægsarbejde, der fylder mere – og vi er klar til at løfte opgaven, siger Jan Schmidt.

Det er Envidan i den grad også: – Vi er glade for, at Energi Viborg Vand har valgt os til opgaven sammen med NCC og ser frem til samarbejdet. Projekteringen i den kommende periode vil ske i et tæt samspil med Energi Viborg Vand, hvor deres kompetencer inddrages og ønsker tilgodeses, så det færdige anlæg lever fuldstændig op til deres forventninger. Vi glæder os til at bidrage med vores høje faglige viden og trække på den erfaring, vi har fra tidligere store totalentrepriser, fortæller Jens Albrechtsen, entreprisechef hos Envidan og projekt- og projekteringsleder på projektet.

VIGTIGT FOR BRANCHEN. – Dette projekt er et vigtigt skridt for branchen og et konkret eksempel på, hvordan man kan bygge fremtidens renseanlæg, hvor effektiv drift, forsyningssikkerhed og bæredygtighed er tre helt centrale fokuspunkter,” fortæller han.

Del dette med dit netværk: