Movia: +50% kører på el

Movia når stort og vigtigt mål: Halvdelen af busserne kører nu på el – Det er en kæmpe milepæl for os i Movia, at vi nu kan sige, at halvdelen af vores busser er på el. Vi er stolte af at bidrage til mindre CO2-udledning samt mindre støj og partikeludledning. Med de 66 nye elbusser er vi nu betydeligt foran den målsætning, vi sammen med kommuner og regioner satte os i 2020, og nu sætter vi os sammen et nyt mål i retning mod en endnu grønnere kollektiv transport, siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er administrerende direktør i Movia.

Movias kurs mod en grønnere og mindre støjende buskørsel har netop ramt en stor milepæl. Søndag rullede 66 nye og emissionsfri elbusser ud i otte kommuner samt Region Sjælland og Region Hovedstaden. Seks år før planlagt har Movia nået en vigtig milepæl, når halvdelen af busserne nu kører på el.

Med de 66 nye elbusser kører halvdelen af Movias busser på Sjælland, Lolland-Falster og Møn nu på el, hvilket betyder, at Movia er det trafikselskab i landet, der er nået længst med omstillingen til eldrift. Intet mindre end 51.037.833,78 km bliver årligt tilbagelagt af elbusser, og 565 elbusser ud af 1126 busser er nu i drift. Der er således taget endnu et mærkbart skridt i en grønnere retning, efter at Movia i samarbejde med kommuner, Region Hovedstaden og Region Sjælland netop har sendt yderligere 66 nye og emissionsfri elbusser på gaden.

Tilbage i 2020 satte Movia sammen med kommuner, samt Region Hovedstaden og Region Sjælland, som mål, at halvdelen af busserne skulle køre på el i 2030, men takket være det gode samarbejde er målet altså nået seks år før planlagt.

Del dette med dit netværk: