Klingende klimamønt

2 millioner kroner så meget har Region Syddanmark afsat til at løfte næste års klimafolkemøde i Middelfart

Region Syddanmark og Middelfart Kommune indgik tidligere på året en strategisk samarbejdsaftale om at løfte Klimafolkemødet i Middelfart til en endnu stærkere national begivenhed, der skal skabe løsninger på klimaudfordringen og inspirere både borgere, beslutningstagere, virksomheder og organisationer til handling.

Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark: – Klimaudfordringen kender ingen kommunegrænser, og derfor skal vi finde de gode løsninger i fællesskab – både kommuner, regioner, staten, virksomheder, organisationer og borgere. Det kan et stærkt nationalt klimafolkemøde være en vigtig platform for at understøtte.

– Middelfart Kommune er langt fremme med klimadagsordenen – og Klimafolkemødet er allerede en veletableret begivenhed, som vi gerne vil være med til at løfte og stille til rådighed for klimaaktører og borgere i hele Danmark, der her kan mødes og udveksle og udvikle de gode løsninger, tilføjer hun.

– Klimaudfordringerne skal løses blandt borgerne og virksomhederne i kommunerne. Det er os, der skal gå forrest, hvis det skal lykkes at opnå de store C02-reduktioner, der er nødvendige. Derfor er det uhyre vigtigt, at kommunerne og regionerne går forrest i arbejdet, lyder meldingen fra Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, der er glad for klimapartnerskabet med regionen.

Del dette med dit netværk: