Ledninger bliver til kabler

Munck Forsyningsledninger skal i løbet af det næste halvandet år etablere 90 km nedgravet 150kV højspændingskabel på Fyn, Jylland og Als. Det fortæller Energy Supply.

Opgaven for Energinet.dk er fordelt på to lots: et på 49,3 kilometer og et på 40,9 km og dækker etablering af helt ny ledningsføring, samt etablering af erstatningsledninger for nedtagne luftledninger. – Vi skriver under i dag, og der er forventet opstart ultimo februar, og så klør vi på ind til oktober, hvor vi holder pause, for at komme forbi de værste måneder. Og så starter vi op igen i marts 2017 og afslutter projektet i juni 2017, fortæller projektchef Tobias Fogh til Energy Supply.

Munck Forsyningsledninger forventer at nå ca. 60 km i 2016, hvilket kræver detaljeret planlægning og tæt samarbejde med bygherren. -Vi skal fra starten have meget fokus på planlægning og logistik, så vi kan nå de krævede delterminer, men vi er godt rustet til det og har et stærkt hold til opgaven, siger Tobias Fogh og tilføjer: -Samtidig skal der på en del af den 90 km lange strækning udføres som det lidt mere komplicerede styret underboring, som udføres af Munck Forsyningsledningers egne specialister på området.

Rent geografisk skal der etableres et helt nyt kabel fra Ryttergård i Jylland over Graderup på Fyn til Fynsværket. På en del af denne strækning, nemlig fra Graderup til Fynsværket, skal de eksisterende luftkabler nedtages. Kontrakten er på ca. 50 mio. kr. 

Del dette med dit netværk: