Kommunal it står ved en skillevej
Kommunal it står ved en skillevej: Skal vi vælge fælles løsninger – eller sikre ejerskab?
Artikel af Jesper Bo Seidler
Der er god grund til at reflektere over den udfordring, kommunal it i dag står overfor:
”Skal vi fortsætte med centralisering og fælles løsninger – eller sikre kommunernes ejerskab og mulighed for innovation?”
Digitalisering handler jo ikke længere kun om teknologi. Det handler om strategisk styring, samarbejde og viljen til at justere kursen i en kompleks virkelighed.
Jeg tror, vi kan og skal finde en balanceret vej frem. Men det kræver mod til at se kritisk på de strukturer, vi selv har bygget – og viljen til at handle, så digitalisering bliver en mulighed og ikke en begrænsning. Det kan være en mulighed for at forene fordelene ved fælles løsninger med større ejerskab og fleksibilitet – hvis vi tør gentænke strukturerne.

Jeg har netop deltaget i et webinar arrangeret af PwC om den offentlige sektor i forandring. Adm. Direktør Kristian Vengsgaard fortalte om perspektiverne for kommunal it og digitalisering med partner Esben Toft fra PwC som facilitator.
Webinaret kommer få dage efter at KL og Regeringen har landet økonomiaftalen for 2026. Her er der nævnt, at kommunerne skal samle deres it-drift i 4-5 regionale driftscentre, som også er en central del af den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen for 2026. Det betyder, at it-driften i kommunerne flyttes væk fra den enkelte kommune og ind i disse regionale centre.
Det fik mig til at reflektere over potentialet og behovet for centralisering og de nye pejlemærker for kommunale digitalisering.
Formålet er gennem stordriftsfordele at skabe fælles løsninger og styrke innovationen gennem fælles indkøb. Men hvad betyder det egentlig for kommunernes digitale selvstyre og innovationskraften i det kommunale digitale landskab?
Det spørgsmål har fået mig til at reflektere over den udvikling, kommunal it har gennemgået siden kommunesammenlægningen i 2007 hvor jeg deltog som leverandør og KOMBITs monopolbruds mission, hvor jeg deltog som leverandørchef.
Jeg reflekterer over den udfordring, kommunal it i dag står overfor: Skal vi fortsætte med centralisering og fælles løsninger – eller sikre kommunernes ejerskab og mulighed for innovation?
KOMBIT satte ved sin etablering en klar kurs: Vi ville bryde monopolet, styrke kommunernes digitale handlekraft og skabe innovationskraft i velfærdens it-systemer. Visionen var tydelig:
- Kommunerne skulle have kontrol over egne data og systemer
- Markedet skulle åbnes for konkurrence og innovation
- Og vi skulle undgå nye monopoler i fremtiden
Da KOMBIT blev etableret som kommunernes fælles it-organisation, var formålet at sikre denne vision i praksis – gennem koordinering, udbud og fælles projektledelse.
Siden da har det kommunale it-marked ændret sig markant. Vi ser i dag færre leverandører, større skalerbarhed – men også mindre fleksibilitet. Markedet er i praksis konsolideret til et duopol inden for mange af de store systemer, og innovative nicheleverandører har svært ved at trænge igennem.
KOMBIT’s nuværende strategi fokuserer på at samle kommunerne i store fælles løsninger inden for meget regulerede områder – med ambitionen om at opnå stordriftsfordele og billigere it. Det betyder, at kommunerne i højere grad skal afgive råderum til fordel for fælles løsninger og styrket markedskontrol.
Men det rejser et centralt spørgsmål: Er denne vej den rigtige for at skabe mere innovation og samtidig sikre kommunernes ejerskab til deres digitale fremtid? Eller risikerer vi at skabe nye centraliseringer, der begrænser kommunernes mulighed for at differentiere sig og styre egne data?
I dag står kommunerne over for et reelt strategisk valg: Skal vi fortsætte centraliseringen med fælles løsninger og udbud – eller sikre et mere strategisk, lokalt ejerskab til vores digitale fremtid?
Jeg mener ikke, vi skal vælge det ene eller det andet. Vi skal skabe en ny balance, hvor:
- Fælles løsninger understøtter de områder, der giver værdi i fællesskab
- Kommunerne bevarer ejerskab og mulighed for lokal tilpasning og innovation
- Markedet åbnes med standarder og API’er, så flere aktører kan bidrage
- Innovation bliver en integreret del af indkøbsstrategien – ikke bare en ambition
Digitalisering handler ikke længere kun om teknologi. Det handler om strategisk styring, samarbejde og viljen til at justere kursen i en kompleks virkelighed.
Regeringens og KL’s økonomiaftale for 2026 tilføjer et nyt lag til dette billede: Kommunerne opfordres til at danne 4-5 regionale it-centre for at styrke samarbejde, effektivisering og stordrift. Det kan være en mulighed for at forene fordelene ved fælles løsninger med større ejerskab og fleksibilitet – hvis vi tør gentænke strukturerne.
Skal vi fortsætte i retning af mere centralisering og konsolidering – eller fastholde kommunernes ejerskab til deres digitale fremtid?
Jeg tror, vi kan og skal finde en balanceret vej frem. Men det kræver mod til at se kritisk på de strukturer, vi selv har bygget – og viljen til at handle, så digitalisering bliver en mulighed og ikke en begrænsning.

