iEnergi om grøn strøm og varme

I iEnergi ser man positivt på Klimaaftale om grøn strøm og varme elementer og ser frem til en hurtig udmøntning af aftalen – og står klar til fortsat at være hjælperyttere i den grønne omstilling: Der henvises til Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 af 25. juni og den nye aftale mellem Regeringen og KL om Fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne fortjener regeringen den grønne sprintertrøje.

Med aftalen skifter man nemlig gear og retning på varmeområdet – og forandringen fryder! iEnergi vil særligt fremhæve tre positive elementer, der er centrale for fart og effektiv udrulning af rette varme-rette sted:

* Først og fremmest introducerer 25. juni-aftalen en prisregulering med et prisloft for fjernvarmen, der træder i stedet for samfundsøkonomikravet i det enkelte projektforslag. Prisloftet skal matche et VE-alternativ fx en individuel luft-til-vand varmepumpe. Forslag om konkret udformning fremlægges af regeringen. Hermed er der lagt op til en forenkling af varmeforsyningsloven og sikring af, at tilbuddet til varmekunderne bliver sammenholdt med den rette pris på VE-alternativet.

* For det andet – og mindst lige så vigtigt – skaber oplægget til justeret varmeforsyningsregulering med fjernelse af begrænsninger i substitutionsprincip og ændrede regler om forrentning og henlæggelser et bedre mulighedsrum for hhv. at anvende overskudsvarme og medregne fleksibilitetsværdi i fjernvarme-projekter og dermed sikre dimensionering af den eldrevne fjernvarme mhp. samspil med elnettet. Denne el-varme sektorkobling er central for fjernvarmens evne til at drage fordel af samspillet med energisystemet.

* Det tredje punkt i 25. juni-aftalen er, at der skal etableres koordinationsfora med deltagelse af kommuner, fjernvarme, elnet og øvrige relevante aktører. Initiativet støttes økonomisk. Dette kan fremme lokal planlægning og sektorkobling, og sikre bedre udnyttelse af infrastruktur og lokale ressourcer.

Disse initiativer afventer konkretisering og videre implementering og derfor er gårsdagens supplerende aftale med KL helt central. Den gentager og uddyber 25. juni aftalen og nævner så eksplicit behovet for standardskabelon her-og-nu for projektforslag, noget som både KL og iEnergi har arbejdet for at fremme. I aftalen nævnes at Dansk Fjernvarme og Green Power Denmark involveres i arbejdet med en standardskabelon.

Del dette med dit netværk: