IEA: Danmark er i energi-toppen
Danske energisystemer er verdensførende. Danmark er blandt verdens førende, når det gælder samspillet mellem kraftværker og vekslende strøm fra f.eks. vindmøller. Derfor er Danmarks energisystem, som det eneste i verden, blevet fremhævet som inspiration for fremtidens bæredygtige fleksible energisystemer ifølge det Internationale Energiagentur (IEA).
Danmark får pæne ord med på vejen i dette års rapport fra IEA, hvor blandt andet vores evner inden for fleksible kraftværker i samspil med udbygningen af vedvarende energi får roser med på vejen. Dette års rapport fokuserer på fremtidens elektrificering af energisystemet, hvor Danmark, ifølge IEA, også er godt med.
– Jeg er meget tilfreds med, at IEA igen anerkender Danmarks evner til at skabe et fleksibelt energisystem, som kan justeres alt efter, hvor meget solen skinner eller vinden blæser. Det er samtidig et felt, hvor f. eks. Kina og Indien har efterspurgt vores ekspertise med fleksibilitet mellem grønne og sorte energikilder og knowhow til deres grønne omstilling, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Ifølge World Energy Outlook, som er titlen på IEA’s årlige rapport, er Danmark det eneste land, der pt. lever op til agenturets krav om et højt niveau af vekslende vedvarende energi fra vind eller sol, hvilket er nødvendigt for opfyldelsen af bæredygtighedsscenariet (SDS). SDS indeholder både målsætningerne i Parisaftalen og 2030-verdensmålene på energi- og klima.
Agenturet giver i sin analyse sit bud på, hvordan forskellige energipolitiske scenarier vil påvirke den globale energiproduktion fremadrettet. Rapporten konkluderer, at fremtiden kalder på en markant elektrificering via vedvarende energi, hvor blandt andet Danmark fremhæves i forhold til transportsektoren for regeringens målsætning om stop af salg af nye diesel- og benzinbiler i 2030.
Skriv en kommentar