Grønt råd: God regeringsstart
Ny grøn regering starter godt! Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling kalder nyt regeringsgrundlag ’den grønneste vi har haft.
– Det er virkelig glædeligt at den grønneste regering vi har haft kommer godt fra start med et grundlag, der lover godt for en grøn omstilling af Danmark. Selvom, der er mange vigtige dagsordener i denne tid, fylder miljø og klima alligevel betydeligt i regeringsgrundlaget. Sådan siger Jeppe Juul, sekretariatsleder i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling.
En skærpelse af klimamålet fra 82% til min. 85% i 2035, betyder at næste runde af den grønne omstilling skal levere bredt i hele samfundet. Det kræver både strukturelle omstillinger af energi-, varme-, transport-, industri,- og landbrug – og en langt stærkere indsats der, hvor vi kan skabe resultater her-og-nu. Særligt med sigte på, at vi fortsat mangler at se en plan for at sikre 2030-målet.
Accelereret elektrificering og et smartere elnet. – Det stærkeste i regeringsgrundlaget er det store fokus på elektrificering sammen med smartere anvendelse af elnettet. Regeringen lægger op til at nettilslutning kan prioriteres efter systemværdi og samfundsværdi. Det er helt afgørende, hvis et presset elnet ikke skal bremse elektrificeringen”, siger Britt Dam, Klima- og energirådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling.
Samtidig understreger organisationen, at der i det nye Firkløver-regeringsgrundlag fortsat er centrale usikkerheder omkring udfasningen af gasfyr og biomasse. Det er positivt med nye strakstilskud til udfasning af olie- og gasfyr og fokus på social balance. Men regeringen undgår fortsat at sige klart, at gasfyr skal udfases. Biogas, også kaldet ”grøn gas”, er en begrænset ressource, og bør kun bruges dér, hvor elektrificering er vanskelig, samt til at mindske Europas samlede importbehov – ikke til at forlænge levetiden for et dyrt og usikkert gasnet til boligopvarmning.
Ligeledes lægger regeringsgrundlaget op til at forsøge at udfase importeret biomasse. Men EU-regler gør det desværre tvivlsomt, om denne model holder i praksis. Ligeledes vil en udfasning af importeret biomasse ikke gavne det danske klimaregnskab.
Uklare signaler om gasfyr og biomasse risikerer dermed at udgøre barrierer for den elektrificering, som regeringen med rette gør til hovedspor i den grønne omstilling.

