Gas: Minister slår energipolitisk-kolbøtte

Topchef går i rette med minister om udfasning af gasfyr. Landets fungerende klimaminister Lars Aagaard har i valgkampen slået, hvad der kan betegnes som en energipolitisk kolbøtte. Han taler nu åbent imod at der fastholdes et krwav om en gasudfasning som energiform i den danske boligopvarmning. Det fortæller mediet Energy Supply.

KOLBØTTE. Det falder da heller ikke i ret god jord hos en af landets største energiudbydere: – Gas er en knap ressource, som giver langt større værdi i industrien end i vores radiatorer i de private hjem. Det giver tværtimod rigtig god mening at stå fast på udfasning af gas til opvarmning. Sådan skriver topchef i energikoncernen Andel, Marlene Holmgaard Friis i en skriftlig kommentar til dette medie.

Energikoncernen Andel har tidligere lanceret en samfundsøkonomisk analyse lavet af Deloitte Economics. Analysen viste, at der er penge for samfundet at hente i at få gasfyrene ud af de private hjem – også uanset om gasnettet er forsynet af naturgas eller biogas!

6 milliarder på spil. Reducerede omkostninger til opvarmning af private hjem vil spare samfundet for 5,3 mia. kr. Samlet set passerer samfundsgevinsten 6 milliarder kroner, hvis de private gasfyr udfases inden 2035, konkluderer analysen.

På den baggrund efterlyser Andel-direktøren Marlene Holmgaard Friis en klar politisk retning. –  Opvarmning af ens hjem er ret essentiel for næsten alle mennesker. Danske forbrugere har brug for en klar retning, vi som samfund tør stå fast ved. En klar retning skaber også den forudsigelighed, som de private husholdninger har brug for i forhold til at investere i bedre løsninger som fx varmepumper eller fjernvarme, lyder meldingen.

PROBLEMATISK. Også organisationen Tekniq kommenterer på ministerens energi- og klimakolbøtte om gasfyr-stop: – Det er problematisk at droppe 2035-målet, lyder kommentaren fra organisationens bæredygtighedschef i mediet EnergyWatch.

– Det er problematisk at droppe 2035-målet uden at sætte en ny kurs. Det giver uklare signaler om gassens fremtid til boligopvarmning, som ingen kan være tjent med. Der er en regning, der skal betales, og det skal man turde sige højt, siger Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i Tekniq, til EnergiWatch.

Tekniq peger også på, at det for den enkelte forbruger også er et spørgsmål om økonomi. For selvom der er op mod 150.000 kroner at spare samlet set ved at skifte gasfyret ud med varmepumpe eller fjernvarme over en 20-årig periode, så er det her-og-nu-prisen, der betyder meget for den enkelte, lyder kommentaren.

Del dette med dit netværk: