Forsyninger skal klimatjekkes

Investeringer i den grønne omstilling af energisektorens monopolselskaber skal ske inden for rammerne af den økonomiske regulering. Derfor vil Forsyningstilsynet nu undersøge eventuelle barrierer for de grønne investeringer i den økonomiske regulering.

Det fremgår af Forsyningstilsynets nye arbejdsplan for 2020-2022, der blev offentligjort for en måned siden. Planen beskriver herudover en lang række af opgaver inden for og på tværs af de tre hovedområder fjernvarmesektoren, elforsyningssektoren og naturgasforsyningssektoren, som tilsynet vil kaste sig over i 2020.

Formålet med forsyningstilsynets arbejdsplan er at skabe gennemsigtighed og åbenhed omkring Forsyningstilsynets konkrete opgavevaretagelse. På det grønne område handler det ifølge Carsten Smidt især om at sikre, at den grønne omstilling sker på en så omkostningseffektiv måde som muligt til fordel for forbrugerne og samfundet.

– En velindrettet økonomisk regulering sætter ingen begrænsninger for samfundsmæssigt gavnlige klimaløsninger. Tværtimod sørger den for, at innovative klimaløsninger giver mest muligt samfundsgavnlig grøn energi for forbrugernes penge, siger Carsten Smidt.

Del dette med dit netværk: